Fortsæt til indhold

200 personer føler sig narret af Mols-Liniens nye ejere

Småaktionærerne i Mols-Linien er tvunget til at sælge deres aktier til en langt lavere kurs end Mols-Liniens gennemsnitlige kurs i 2016.

Investor

En gruppe på 200 småaktionærer i Mols-Linien er blevet taget ved næsen, synes de selv.

For når Mols-Linien den 11. oktober sejler af fondsbørsen i København og bliver afnoteret, er småaktionærerne tvunget til at sælge deres aktier til en pris, som de ikke mener er i orden.

De skal nemlig sælge deres aktier til kurs 60, selvom gennemsnitskursen ifølge data fra Bloomberg har været på 74,7 i 2016 og i løbet af sommeren har balanceret omkring kurs 80.

Men da aktiekursen dykkede i slutningen af august og begyndelsen af september, besluttede Mols-Liniens kommende ejere og nuværende storaktionærer, Polaris og Lind Invest, at offentliggøre stiftelsen af et fælles holdingselskab. Det betød, at de krydsede den magiske grænse på samlet 90 pct. af aktierne i Mols-Linien, hvorfor de kunne tvinge de resterende aktionærer til at sælge deres aktier i selskabet og dermed opnå et fuldt ejerskab.

Tvangsindløsningen skete til kurs 60, hvilket var et niveau, Mols-Liniens aktiekurs ellers ikke havde befundet sig på siden begyndelsen af april. Altså et meget belejligt tidspunkt at tvangsindløse for Polaris og Lind Invest, men ikke for småaktionærerne, forklarer talsmanden for de 200 småaktionærer i Mols-Linien, Thomas Tang.

»Polaris og Lind Invest har valgt at tvangsindløse vores aktier på det tidspunkt, hvor aktiekursen var på sit laveste i lang tid. Vi er meget utilfredse med, at vi nu skal sælge vores aktier til en pris, der er noget lavere end aktiernes reelle værdi. Både ud fra aktiekursens normale leje og fundamentale forhold er prisen helt gal,« mener han.

Thomas Tang er talsmand for småaktionærerne i Mols-Linien. Foto: Thomas Tang

Kritikken fra småaktionærerne preller dog af på Jan Johan Kühl, managing partner i Polaris.

»Der er altid mange meninger om en kurs, men vi synes, prisen for Mols-Linien er helt fair,« siger han.

Tvangsindløsningen skete til en af de laveste kurser, Mols-Linien har haft i år. Var det tilfældigt?

»Vi har tvangsindløst de resterende aktier til den pris, de kunne sælges til i markedet. Vi forstår godt, at der er mange meninger om, hvad prisen for aktierne burde være. Men vi har altså betalt den pris, markedet dikterede,« siger Jan Johan Kühl.

Småaktionærerne har dog ikke opgivet kampen. De forventer nemlig at begære syn og skøn, således prisen fastsættes af en uafhængig syns- og skønsmand.

»Vi accepterer, at Mols-Linien skal afnoteres, men vi vil have en højere pris for vores aktier. Den kamp vil vi vinde,« siger Thomas Tang.

Når Mols-Linien bliver afnoteret, vil det dog fortsat være muligt at handle aktier i selskabet. En nuværende gruppe af aktionærer i Mols-Linien har nemlig sikret finansiering til, at Mols-Linien kan blive handlet på OTC-børsen for unoterede aktier.

Artiklens emner
Molslinjen
Polaris