Britisk spilleselskab topper i Europa efter gode resultater
Det britiske spilleselskab GVC Holdings, der driver online spilleplatforme som Partypoker, Sportingbet og Bwin, stiger pænt på børsen i London tirsdag, efter at selskabets regnskab for første halvår 2016/17 har vist pæne takter.
I første halvår voksede driftsresultatet (EBITDA) således med 42 pct. til 104,4 mio. euro, hvis man sammenligner med samme periode et år tidligere.
Samtidig ser GVC Holdings bedre muligheder for organisk vækst gennem opkøbet af Bwin.party, der blev overtaget tidligere på året, end selskabet oprindeligt havde ventet.
Ifølge den tyske storbank Berenberg var driftsresultatet i første halvår over det ventede hos bankens analytikere.
Og også investorerne synes godt tilfredse. I hvert fald stiger GVC-aktien med 6,6 pct. til 769 pence på børsen i London tirsdag eftermiddag. Dermed topper aktien det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks.
/ritzau/FINANS