Fortsæt til indhold

Parken stævnet for 83 mio. kr.

Clipper Group har sagsøgt FC Københavns ejer for 83 mio. kr., oplyses det i en fondsbørsmeddelelse.

Investor

Parken Sport & Entertainment, der ejer fodboldklubben FC København, er blevet stævnet for 83 mio. kr. af shippingvirksomheden Clipper Group.

Det oplyser selskabet fredag formiddag i en fondsbørsmeddelelse.

Allerede for et år siden varslede Clipper Group kravet, da den mener at have betalt for meget for et større aktiekøb tilbage i 2008. Erstatningskravet knytter sig til handlinger foretaget af den tidligere Parken-ledelse. Parken oplyser, at den ikke er enig i erstatningskravet.

Det er alene Parken, der er blevet sagsøgt, men Parken agter at adcitere Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup under sagen.

For nylig afgjorde Højesteret i forbindelse med en straffesag mod de to tidligere Parken-bosser, at Clipper Group ikke kunne rejse et erstatningskrav mod Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup.

Sidste år blev Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup, der er søn af den navnkundige afdøde politiker Mogens Glistrup, idømt fire og seks måneders fængsel i sagen. Selskabet Parken Sport og Entertainment fik en bøde på én million kr. i sagen.

I september sidste år frifandt Københavns Byret de to mænd og selskabet for en betydelig del af de påståede manipulationer. Men retten vurderede dog, at der var afgivet 49 manipulerende handler i efteråret 2008. Glistrup blev gjort ansvarlig for 32, Østergaard for 15.

To andre mænd blev i sagen idømt betingede fængselsstraffe på 30 og 40 dage, mens selskabet FIH Erhvervsbank blev frifundet.

Artiklens emner
Clipper Group