Tidligere bankansat skal betale millionerstatning efter gigantisk milliardtab
Den tidligere børshandler Jérôme Kerviel skal betale 7,5 mio. kr. til sin gamle arbejdsgiver i en svindelsag, hvor han formøblede 37 mia. kr.
En appeldomstol i Frankrig fastslog fredag, at en tidligere ansat i storbanken Société Générale skal betale sin gamle arbejdsgiver 7,5 mio. kr., efter at han påførte banken et enormt tab i en svindelsag.
Den tidligere ansatte, Jérôme Kerviel, tabte 36,5 mia. kr. i forbindelse med handel med aktiederivater i 2008 og er tidligere idømt tre års fængsel i sagen. Oprindeligt blev han også dømt til at holde Société Générale skadesløs for tabet, men den afgørelse er siden blev omstødt. Nu har appeldomstolen fastslået, at banken skal have 7,5 mio. kr.
Ifølge det internationale nyhedsbureau Reuters kan afgørelsen give banken et stort skatteproblem. Société Générale har fået et skattefradrag på 16,4 mia. kr. som følge af tabet, og den franske regering fastslog fredag, at den vil bede skattemyndighederne om at undersøge, om fredagens afgørelse skal have nogen betydning i forhold til fradraget.
Hvis banken mister skattefradraget, kan det så tvivl om Société Générales evne til at betale udbytte til aktionærerne og ramme bankens kapitalforhold. Det fastslog en anonym bankanalytiker overfor Reuters.
Société Générale afviser dog, at det ender så galt.
»Denne afgørelse har ingen indflydelse på Société Générales skattesituation,« oplyste storbanken.
Det store tab var muligt, fordi Jérôme Kerviel misbrugte it-kontrolkoder og forfalskede dokumenter.



