Aktiechef: Folk tager fejl af Japan som investeringsland
Den japanske økonomi er ikke eksportorienteret, lyder det fra en japansk aktiechef, som ser det som en mulighed, hvis den globale handel falder.
Når der i Danmark kan opstå tvivl om, hvorvidt kongeriget bliver landfast med Tyskland med den kommende Femern-forbindelse, er der rig mulighed for, at der kan opstå misforståelser om den japanske økonomi. Specielt når man tænker på, at der næsten er 8.700 km i fugleflugt fra København til Japans hovedstad Tokyo.
Og netop misforståelser i forhold til den japanske økonomi er der flere af. I hvert fald hvis man spørger Miyukia Kashima, der er chef for japanske aktier i den store kapitalforvalter BNY Mellon.
»Japan bliver opfattet som et stort eksportland, men det er en stor misforståelse. Det er slet ikke sandt,« siger Miyukia Kashima i et interview med Finans Investor, hvor hun peger på, at den indenlandske økonomi tegner sig for 85 pct. af Japans BNP.
Netop det faktum, at eksporten ikke udgør så stor en del af den japanske økonomi, er én af grundene til, at Miyukia Kashima ser positivt på det japanske aktiemarked. Også selv om den indenlandske del af økonomien har været hårdt ramt under den årelange nedtur i den japanske økonomi.
»De fleste interessante investeringer finder vi i de selskaber, som er orienteret imod hjemmemarkedet, og vi forventer, at den indenlandske økonomi bliver genoprettet i løbet af tre år. Det betyder ikke, at vi ikke kan lide eksportorienterede selskaber. Men hvis man ser på den globale handel, vokser den ikke, den falder snarere, og der bliver der talt meget om protektionisme i øjeblikket. Og hvis den globale handel falder, så har Japan en af de laveste eksportrater blandt de udviklede lande,« siger Miyukia Kashima.
Aktiechefen peger dog på, at det tidligere gav god mening for investorerne at tænke på Japan som et eksportland.
»Hvis man går tilbage til perioden, hvor Japans BNP faldt og der var deflation, var det korrekt at tænke på Japan som et eksportland, da eksportsektoren på dette tidspunkt var den eneste med vækst. Hvis man investerede i Japan, var man derfor kun interesseret i at investere i eksportrettede selskaber,« siger Miyukia Kashima, der samtidig mener, at der er for stor fokus på den japanske centralbank og ikke regeringens målsætning om at få BNP til at vokse med 20 pct. de kommende fem år.

