Tesco leverer bedre end ventet og belønnes på børsen
Den britiske detailhandelskæde, Tesco, leverede et bedre end ventet overskud i første halvår.
Det beviser ifølge Bloomberg News, at koncernchef Dave Lewis' plan om at revitalisere selskabet giver resultater.
Det belønnes på børsen onsdag ved åbningen i London med en kursstigning på 9 pct. til selskabets aktier, der dermed når det højeste kursniveau siden begyndelsen af sidste år.
Driftsoverskuddet i halvåret blev 596 mio. pund før engangsposter, hvilket var en del bedre end estimater indsamlet af Bloomberg News, der gav en forventning om 523 mio. pund.
- Selv om markedet fortsat er usikkert, har vi gjort markante fremskridt i forhold til de prioriteter, vi valgte for to år siden. Vi har stabiliseret forretningen og er positioneret godt for fremtiden, siger koncernchefen.

