NKT sælger aktier for 1,4 mia. kr. til finansiering af opkøb
NKT Holding har solgt de aktier, der skal være med til at finansiere opkøbet af ABB's højspændingskabelforretning for 6,2 mia. kr.
Aktiesalget omfatter både nyudstedte aktier og en portion eksisterende aktier ejet af NKT.
Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.
- Udbuddet af op til 2.437.348 nye aktier og op til 947.889 eksisterende aktier (egne aktier), i alt 3.385.237 aktier, i NKT Holding A/S er nu gennemført gennem en "accelerated bookbuilding process", fremgår det af meddelelsen.
Aktiernes udbudskurs var på 415 kr. per aktie, hvilket giver det et bruttoprovenu på cirka 1,4 mia. kr.
NKT oplyser, at udbuddet blev overtegnet flere gange af danske og internationale institutionelle investorer, og at der er foretaget individuel tildeling af aktierne.
De nye aktier udgør ca. 9,99 pct. af NKT's aktiekapital før kapitalforhøjelsen.
Aktiesalget er som sket med en rabat på 2 pct. i forhold til lukkekursen for NKT-aktien tirsdag på 423,40 kr.



