Københavns fondsbørs skal have ny topchef
Bjørn Sibberns forfremmelse betyder, at han fremover skal sidde i New York. Jagten på en ny børschef er i gang.
København skal have en ny børschef. Bjørn Sibbern, der i dag er adm. direktør for Nasdaq Copenhagen, stopper i København for at fortsætte som Executive Vice President og chef for Nasdaq's Global Information Services i New York.
Han fortsætter dog i spidsen for børsen i København, indtil man har fundet en afløser, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse.
»Jeg ser frem til denne unikke mulighed som forfremmelsen er, og glæder mig til de nye opgaver jeg på sigt skal løse fra Nasdaqs hovedkvarter i New York. Jeg føler egentlig, at jeg overdrager nøglerne til en fondsbørs i bedst mulig stand. På Nasdaq Copenhagen-børsen er det dog business as usual. Ingen er uerstattelig; ikke engang en børschef,« siger Bjørn Sibbern i meddelelsen.
Forfremmelsen blev allerede offentliggjort mandag eftermiddag, men der ville man hos Nasdaq Copenhagen ikke svare på, om den fik indflydelse på Bjørn Sibberns fremtidige virke i København. Det gør den altså.
Bjørn Sibbern har stået i spidsen for børsen i København i otte år og har blandt andet stået for store børsnoteringer af blandt andet Nets, Dong Energy, ISS, Pandora og Scandinavian Tobacco Group.


