Fra finanskrise til verdens største børsnotering: Børschefen stopper på toppen
Bjørn Sibbern blev børschef på Københavns Fondsbørs få måneder inden finanskrisen brød ud. I dag er situationen en helt anden.
Det er en fondsbørs i topform, som Bjørn Sibbern vinker farvel til, når han inden for kort tid sætter sig på en flyver til New York, for at sætte sig til rette i sit nye job som chef for Nasdaqs afdeling for markedsdata og indeksprodukter. I hvert fald, hvis han selv skal sige det.
»For seks år siden var vi den mindste børs i Norden, men vi er gået markant frem og ligger nu foran børserne i Oslo og Helsinki og Stockholm er ikke så voldsomt større end os længere. Vi er den børs i Europa, som har oplevet den største vækst gennem de seneste tre til fire år. Det skyldes selvfølgelig også, at vi har haft medvind, fordi de danske selskaber har gjort det super godt,« siger Bjørn Sibbern i et interview med Finans Investor.
Helt så rosenrødt så det ikke ud, da Bjørn Sibbern tilbage i 2008 i en alder af 34 år blev børschef på Københavns Fondsbørs. Få måneder efter ramlede hele verden ind i finanskrisen, da investeringsbanken Lehman Brothers gik konkurs. Det sendte bølger hele vejen til børsen i København.
»Mange havde handlet med Lehman Brothers, og der var usikkerhed om, hvorvidt dem man handle med var sikre at handle med. Så der var pres på vores systemer og hele vores setup. Det gav os nogle udfordringer. Det var en hård tid for markedet, og at være infrastrukturvirksomhed i et marked, hvor usikkerheden er enorm, er hårdt,« siger Bjørn Sibbern.
Nogenlunde samtidig mistede Københavns Fondsbørs med nye EU-regler også sit monopol på handlen med danske aktier, og børsen skulle derfor transformeres. Den skulle gå fra at være en lokal markedsplads til en international markedsplads. Det er bl.a. sket med et nyt handelssystem.
»Da jeg kom til, lå markedsandelen for kunder uden for Norden på 25 til 30 pct. Nu er den over 60 pct. Så vi har gjort det lokale marked i Danmark til en global markedsplads, hvor det er blevet lettere og billigere at handle med danske aktier. Det gør det mere attraktivt og lettere for f.eks. Goldman Sach, JPMorgan Chase eller Citibank at handle danske aktier, og der er ikke længere nogen, som klager over dårlig likviditet i de danske aktier, så vi er lykkedes med at skabe en markedsplads, som tilfredsstiller de lokales behov og udenlandske investorer« siger Bjørn Sibbern.
Samtidig peger han på, at det er lykkedes at få store børsnoteringer på Københavns Fondsbørs.
»Vi har været heldig og gode til at vinde de store børsintroduktioner. I en Europæisk sammenhæng er der ikke nogen, som har fået så store selskaber ind, som vi har. En håndfuld af dem er C20-størrelse, og det fremmer omsætningen. Dong Energy var den største børsnotering i Danmark nogensinde, den største i tre fire år i Europa, og den nåede også at blive den største i verden i 2016,« siger Bjørn Sibbern.
I Bjørn Sibberns tid på som børschef har der dog også været en skandale, som har givet et hak i investorernes tillid. OW Bunkers kollaps.
»OW Bunker en ærgerlig sag for hele det danske marked. Jeg føler ikke, at vi kan stå til regnskab for, hvad der skete i OW Bunker. Det er tilsynet, som godkender prospektet, og vi optager så selskabet til handel på baggrund af et godkendt prospekt. Men det er ærgerligt for det danske aktiemarked, og tilliden lider et knæk, når sådan noget sker. Derfor er jeg glad for at NNIT blev børsnoteret kort tid efter, for det selskab har leveret rigtig godt,« siger Bjørn Sibbern.


