Fortsæt til indhold

Louis Vuitton-ejer nægter at samarbejde med Amazon

Luksus-koncernen LVMH, der ejer bl.a. Bulgari og Louis Vuitton, nægter at sælge sine varer via ehandels-giganten Amazon.

Investor

Koncernen bag luksusbrands som Louis Vuitton, Dior og Dom Pérignon vil ikke sælge sine varer via et så almindeligt et site som Amazon.

LVMH, der er verdens største luksuskoncern, vil »under ingen omstændigheder« arbejde sammen med Amazon, sagde gruppen i dag på en telekonference i forlængelse af et solidt kvartalsregnskabet, skriver Reuters.

Amazon forhandler i forvejen det, man kunne kalde mellemluksus-brands som Calvin Klein, men er ivrig efter også at få de helt store mærker i sin voksende mode-, smykke- og urforretning.

Men ifølge LVMH er det ikke en »passende platform« for luksusbrands.

»Vi tror på, at Amazons forretning ikke passer sammen med LVMH. Punktum. Og den passer ikke med vores brands,« udtalte koncernens finansdirektør Jean-Jacques Guiony.

LVMH og andre store luksushuse som bl.a. Chanel har i EU kæmpet for retten til at afvise særlige online forhandlere. De frygter at de forkerte forhandlere kan skade deres image med dårlig præsentation, aggressive rabatter og åbne en ladeport for kopivarer.

LVMH, der også tæller store luksusbrands inden for bl.a. mode, smykker, vin og parfume, overraskede positivt i årets tredje kvartal med en vækst på 5 pct. . Det er særligt de kinesiske kunder, der udgør en tredjedel af LVMH's kunder, der bruger flere penge på luksus.

Artiklens emner
LVMH
Christian Dior