Aktiefesten ser ud til at fortsætte i Latinamerika
De latinamerikanske aktiemarkeder har klaret sig fremragende i år, og der kan være mere at hente, lyder det fra stor kapitalforvalter, som dog advarer om risikoen.
Efter flere år med tømmermænd er hovedpinen forsvundet og aktiemarkederne i Latinamerika er så småt begyndt at danse samba igen. Og lyset på dansegulvet bliver næppe slukket foreløbigt. Sådan lyder vurderingen fra Aberdeen Asset Management, der med ca. 2.750 mia. kr. under forvaltning, hører til blandt verdens største kapitalforvaltere.
Landene i Latinamerika har været fanget i en økonomisk krise i flere år, men stemningen på markederne i Latinamerika er bl.a. blevet vendt, fordi der i flere lande har været udskiftninger i den politiske ledelse og der er lagt op til en mere ansvarlig finanspolitik. Dette kombineret med vækstrater som ville få enhver europæer til at være jaloux.
»Overordnet er den førte politik i Latinamerika begyndt at bevæge sig i den rigtige retning det seneste år, og det har sendt markederne op, fordi forventningerne fra investorerne inden var så lave. Udviklingen gør, at vi ser positivt på regionen,« siger Nick Robinson, der er Senior Investment Manager og en del af det team, som dækker Latinamerika i Aberdeen Management, i et interview med Finans Investor.
Ud over den politiske omvæltning i Latinamerika er tre faktorer samtidig blevet mere eller mindre fejet af banen, så der er plads til en bedring i investeringsklimaet.
Rentestigninger fra centralbanken i USA (Fed) gør normalt ondt på landene i emerging markets. Men gang på gang er rentestigningerne ikke blevet til noget, så indtil nu er det kun blevet til én rentestigning, og det ser ud til, at eventuelle rentestigninger vil finde sted meget gradvist.
»Landene i Latinamerika er mindre udsat nu end tidligere, fordi de har haft tid til at forberede sig på rentestigninger. Så vi mener, at denne risiko er minimal,« siger Nick Robinson.
Landene i emerging markets er afhængige af udviklingen i Kina, hvor der har været frygt for en såkaldt hard landing i den transformation, som den kinesiske økonomi er på vej igennem.
»Vi er relativt afslappede i forhold til dette, for Kina har både muligheden og evnen til at stimulere sin økonomi på kort og mellemlang sigt. På 10 års sigt er der problemer i Kina, som kan skabe udfordringer,« siger Nick Robinson.
Profitten i selskaberne i Latinamerika blev ramt af den store nedtur på råvaremarkederne, men selskaberne i Latinamerika har været ved at skære i omkostningerne. Det har ført til en stabilisering i marginerne, og det er her man finder den største grund til optimisme i Aberdeen Asset Management, når det handler om Latinamerika.
»Når man får en bedring i økonomien og selskaberne har skåret i deres omkostninger, så når den stigende indtjening hele vejen ned til bundlinjen,« siger Nick Robinson, der samtidig peger på, at analytikerne ikke længerer nedjusterer indtjeningsevnen for selskaberne i Latinamerika, som det er tilfældet i f.eks. USA.
For danske investorer kan Latinamerika derfor være interessant for danske investorer, mener Nick Robinson.
»Men det er en aktivklasse med en højere risiko. Man skal være opmærksom på, at selv om afkastet er højere i de gode tider, så taber man også flere penge end ellers, når tingene går fra godt til skidt. Derfor er det vigtigt at være langsigtet investor,« siger han.


