Vild med Pepsi? Så hader du måske denne nyhed
Selskabet bag Pepsi har planer om at reducere sukkerindholdet og kalorierne betragteligt i mindst to tredjedele af sine drikkevarer.
Hvis man har en forkærlighed for Pepsi, Mountain Dew, Gatorade, Mirinda eller Tropicana-juice, er der en god chance for, at man i fremtiden skal vænne sig til mindre sukker og færre kalorier i drikken.
For PepsiCo, der er selskabet bag ovennævnte drikkevarer og en række andre produkter, har mandag annonceret, at mindst to tredjedele af dens drikkeprodukter fra senest 2025 vil indeholde 100 kalorier eller mindre pr. 28. gram. Simpelthen fordi sukkerindholdet i drikkevarerne skal mindskes. Fremadrettet vil PepsiCo i højere grad satse på zero- og lavkalorieprodukter.
Det skriver CNBC.
I øjeblikket er det omkring 40 pct. af PepsiCo's drikkeprodukter, der har 100 kalorier eller færre pr. 340. gram, skriver NBC. Så det er altså væsentligt flere produkter, der skal være mindre sukkerholdige.
»Over det seneste årti har vi gjort fremskridt i forhold til at reducere sukkerindholdet. Men der er stadig en masse, vi er nødt til at gøre,« siger Indra Nooyi, PepsiCo's topchef, til CNBC.
Den traditionelle Pepsi-sodavand sælger for omkring syv mia. kr. om året på verdensplan ifølge CNBC, og derfor virker det umiddelbart som et økonomisk sats at ændre på produktet. Men det mener Indra Nooyi dog ikke.
»Teknologiske fremskridt resulterer lige nu i colaer, der smager bedre og næsten er ligeså gode som fuldt ud sukkerholdige colaer. Så nu står vi over for en interessant mulighed for at få forbrugeren ned på et lavere sødmeniveau,« siger hun.
Denne sommer har PepsiCo relanceret Diet Pepsi, ligesom Pepsi Max er blevet erstattet af den nye Pepsi Zero Sugar. Både PepsiCo og Coca-Colas produkter har fået skylden for, at mange rundt omkring i verden døjer med overvægt og livsstilsrelaterede sygdomme.
Pepsi-aktien har haft et ganske pænt år indtil videre, da den er steget med knap 7 pct. før mandagens handler.

