Jyske Bank er havnet i europæisk bund
Den svenske bank SEB har klistret en salgsanbefaling fast på Jyske Bank-aktien, der falder over 2 pct.
Aktionærerne i Jyske Bank har onsdag mærket aktieanalytikernes magt. Fra morgenstunden sænkede bankanalytikeren hos den svenske bank Skandinaviska Enskilda Bank (SEB), Per Grønborg, sin anbefaling af Jyske Bank-aktien fra 'hold' til 'sælg'. Altså råder SEB nu sine investeringskunder til at hælde Jyske Bank-aktierne ud af porteføljerne.
Onsdag kl. 14 har det haft den konsekvens, at aktiekursen er faldet 2,2 pct. Det betyder, at Jyske Bank har klaret sig næstdårligst i dag af alle bankerne i det store europæiske bankindeks Stoxx 600 Banks. Kun Svenska Handelsbanken klarer sig dårligere, efter at banken har fremlagt et skuffende regnskab.
Nedturen i Jyske Bank betyder, at aktionærerne nu har mistet 10 pct. det seneste år. I 2016 ligger afkastet dog fortsat i et plus på 4,5 pct. Det skyldes især en fremragende periode siden juli, hvor kursen er steget mere end 35 pct.
Ifølge Bloomberg skyldes SEB's degradering af Jyske Bank, at aktien ifølge svenskerne er overvurderet - at kursen er for høj, i forhold til hvad selskabet er værd. Per Grønborg mener, at kursen bør ramme 320 kr. på 12 måneders sigt - altså en anelse under den nuværende kurs på 326 kr.
I stedet anbefaler analytikeren sine kunder at købe ind i andre danske banker: Danske Bank, Spar Nord, Sydbank, Alm. Brand og nu også Ringkjøbing Landbobank, som Per Grønborg netop har hævet fra 'hold' til 'køb'.
Analytikeren fra SEB hæfter sig bl.a. ved, at Jyske Bank klarer sig ringere end konkurrenterne, på trods af at banken fra Silkeborg har de bedste priser på boliglån, og samtidig har banken svært ved at tiltrække nye kunder.

