Fortsæt til indhold

Novozymes-aktionærer har tabt 25 mia. kr. i 2016

Det har været en kostbar affære - i hvert fald på papiret - at være aktionær hos Novozymes i 2016, hvor ledelsen flere gange har måttet gå til aktiemarkedet med nedjusteringer.

Investor
Ritzau Finans

Selskabets aktiekurs har lidt flere knæk, og siden årsskiftet er markedsværdien i kroner og øre faldet med cirka 25 mia. kr. Novozymes' værdi er i snit blevet barberet med mere end 80 mio. kr. om dagen i samme periode.

Onsdag har selskabet leveret et - set med investorernes øjne - meget skuffende regnskab for tredje kvartal, der indeholdt en nedjustering af forventningerne til årets vækst.

- Det er et skuffende regnskab, som Novozymes leverer - nærmest uanset hvordan man vender og drejer det. Det skal nok koste en del på kursen.

- Over en bred kam er det på vækstsiden, at det er skuffende. Vækstmaskinen hakker og hoster noget mere i øjeblikket, end man har set i en årrække, siger Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank.

Hos Jyske Bank bliver regnskabet beskrevet som "endnu en forbier". Ifølge Novozymes' finansdirektør, Benny Loft, er det især udfordringer i Nordamerika, der er forklaringen på den svagere vækst.

- Ser vi på væksten uden for Nordamerika, har vi en vækst på 5 pct. Og det - synes vi - sådan set er okay, selv om vi ikke er helt der, hvor vi gerne ville være.

- Når vi så samlet lander på en vækst på 1 pct. efter ni måneder, så skyldes det Nordamerika, hvor det især er Agriculture og Bioethanol, der rammer os, siger Benny Loft om de to forretningsdivisioner, som er sårbare over for udviklingen i landbruget.

Novozymes venter nu en vækst på 2 pct. i år. I starten af året lød vækstforventningen på 3-5 pct.

Enzymgiganten har en markedsværdi på 78 mia. kr. onsdag, efter at aktien er dykket med 12,5 pct. til 250,30 kr. - det laveste niveau i to år. I årene inden har aktien dog været en lang væksthistorie.

Artiklens emner
Novozymes
Benny Loft