Fortsæt til indhold

Markederne får tæsk efter at amerikansk præsidentvalg tipper mod Trump

En række medier har nu Donald Trump som favorit til at vinde det amerikanske præsidentvalg, efter han startede valgdagen langt bagude. Aktie-, valuta- og råvaremarkederne har over en bred kam reageret med markante fald.

Investor

Donald Trump ligner natten til onsdag kl. 04.00 efterhånden en favorit til at vinde det amerikanske præsidentvalg. Det er i hvert fald dommen fra en række medier og nyhedsbureauer, der har tippet deres barometre mod Trump - dog uden på nogen måde at kalde en vinder af valget endnu.

Markederne har dog indtil videre nået til samme konklusion: Som følge af Donald Trumps forøgede chancer har den mexicanske peso lidt sit største fald over for dollaren i i hvert fald 20 år.

Samtidig ser de amerikanske aktiemarkeder på futuresmarkederne, hvor man groft sagt vædder på fremtidige kurser, ud til at åbne med fald på op mod 3 pct.

Andetsteds styrkes den japanske yen over for dollaren, der nok står stærkere over for pesoen, men som altså også selv er svækket. Prisen på olie falder med næsten 3 pct., mens prisen på guld stiger med 2,4 pct.

Markederne havde op til valget hovedsagligt regnet med en Clinton-sejr, og det havde da også været spået at en Trump-triumf ville lede til i hvert fald kortvarigt kaos på markederne.

»Det vil være over det meste af verden, at der er store skvulp. Aktiemarkedet har de seneste måneder gjort sig klar til en Clinton-sejr, og derfor vil der komme store bevægelser, hvis det ikke bliver sådan. Folk kommer til at handle på usikkerhed onsdag ved en Trump-sejr,« vurdere Formuepleje-økonom Otto Friedrichsen mandag over for Finans om en Trump-sejr.

Artiklens emner
Hillary Clinton