Trumps mur kan blive bygget af cementgigant med 11 danske kontorer
CRH er blandt favoritterne til at bygge Donald Trumps bebudede mur mod Mexico. CRH-aktien stiger markant efter præsidentvalget.
Gør Donald Trump alvor af sin trussel om at bygge en mur langs grænsen mellem USA og Mexico, vil det gavne pengepungen gevaldigt hos det firma, der får lov til at opføre muren.
Mediawatch har tidligere skrevet, at muren kan komme til at koste op mod 25 mia. dollars, svarende til 168,5 mia. kr., at opføre. Én af favoritterne til at opføre muren er ifølge Marketwatch og The Times den irske cementgigant CRH, der har 11 kontorer i Danmark og er landets førende leverandør af betonelementer under navnet CRH Concrete.
At CRH er blandt favoritterne til at bygge den kontroversielle mur, kan ses på CRH-aktiens udvikling onsdag. Kl. 13.15 var aktien steget med 6,75 pct. på børsen i London, og det er blandt de største kurshop i Stoxx Europe 600, der er et aktieindeks for de største europæiske aktier.
CRH er den største producent af asfalt i USA og er generelt blandt de største infrastrukturelle spillere i det amerikanske. Men snart kan virksomheden blive endnu større, hvis den vinder kampen om at få bygget den bebudede mur, der skal forhindre illegal indvandring fra Mexico.
En anden af verdens største producenter af cement, mexicanske Cemex, nævnes også som en favorit til at bygge muren. Cemex er børsnoteret i USA, og derfor har virksomhedens aktie endnu ikke bevæget sig, efter det blev klart, at Donald Trump skal være USA's næste præsident.
Danske Novo Nordisk er, ligesom CRH, blandt vinderne i Europa onsdag. Kl. 13.15 var Novo-aktien således steget med knap 5 pct., og generelt er medicinalaktier steget onsdag, da det forventes, at det politisk dirigerede pres på medicinalpriserne i USA nu bliver mindre, fordi Donald Trump og ikke Hillary Clinton vandt præsidentvalget.

