Fortsæt til indhold

H&M vil erobre både Vietnam og Colombia

Svenske H&M, som bl.a. er storkonkurrent til danske Bestseller, har offentliggjort, hvilke nye markeder som kommer til i 2017.

Investor

Den svenske, børsnoterede tøjkoncern Hennes & Mauritz, H&M, ekspanderer i 2017 med i hvert fald fem nye lande.

Koncernen har allerede salg i 4.200 butikker på 64 markeder. Men koncernen meddeler nu, at den har tegnet kontrakt på i 2017 at åbne den første nye butik i Vietnam. H&M vil ikke præcisere det yderligere - men oplyser, at der kommer mere information senere.

H&M har også allerede meddelt, at modekoncernen i 2017 vil føje både Colombia, Island, Kasakhstan og Georgien til som nye markeder for afsætning samt med butikker.

På det globale marked er H&M bl.a. i konkurrence med danske Bestseller, der ejes af Anders Holch Povlsen og har ca. 3.000 butikker i 38 lande. En anden storkonkurrent er spanske Inditex, der er kendt for mærket Zara.

Både H&M samt Inditex har en væsentligt større omsætning end familieejede Bestseller. Målt på overskudsgrad i de seneste, offentliggjorte regnskaber lå de også begge pænt foran. Bestseller havde en overskudsgrad på 3,3 i året 2014/15, mens Inditex nåede på 17,6 og H&M på 14,8 – begge for regnskabsåret 2015.

Bestseller-koncernen ventes at udsende regnskab for modeselskabet i 2015/16 inden årets udgang.

Artiklens emner
Hennes & Mauritz
Bestseller