Handel med aktier i Neurosearch suspenderet før dom fra Højesteret
Al handel med aktier i Neurosearch er suspenderet mandag middag fra klokken 12.00, mens en dom fra Højesteret afventes.
Det oplyser selskabet til fondsbørsen.
Neurosearch er tidligere af to omgange - senest i oktober 2015 - dømt for at føre aktiemarkedet bag lyset.
Senest blev selskabet dømt i Østre Landsret for at være kommet med urigtige oplysninger om et lægemiddel mod Huntingtons sygdom tilbage i 2010.
Dengang blev det oplyst fra selskabets side, at lægemidlet i et studie havde nået sit primære mål om at have en "effekt på frivillig motorisk formåen".
Østre Landsret idømte Neurosearch en bøde på 5 mio. kr. i sagen for overtrædelse af værdipapirloven.
I marts i år fik Neurosearch lov til at få sagen prøvet af Procesbevillingsnævnet ved tredje instans: Højesteret, hvor der ventes dom mandag.
Ritzau Finans