Fiasko: Brøndby fik ikke én eneste krone mere end lovet
Superliga-klubben henter 40 mio. kr. mindre på sin kapitaludvidelse end håbet.
Brøndby IF havde håbet at lande 140,3 mio. kr., men må nøjes med 100 mio. kr. i den netop overståede kapitaludvidelse.
Til og med 100 mio. kr. klubben endda havde fået lovning på, da den offentliggjorde prospekt for kapitaludvidelsen i slutningen af oktober. Det betyder altså, at der ikke er kommet én eneste kr. mere i kassen, end klubben havde håbet på, da den offentliggjorde sit prospekt.
Storaktionær Jan Bech Andersen er én af de personer, der har spyttet flere penge i Brøndby, og han kommer ifølge en fondsbørsmeddelelse til at eje 39,7 pct. af aktierne i klubben, efter kapitaludvidelsen er gennemført.
»Det glæder os, at vi som følge af en vel tilrettelagt udbudsstruktur har sikret et provenu på 100 mio. kr., som vil gøre os i stand til i al væsentlighed at indfri vores rentebærende gæld, samt til at foretage visse investeringer til glæde for fans og sponsorer,« siger Jesper Jørgensen, administrerende direktør i Brøndby IF, i fondsbørsmeddelelsen.
Brøndby har ikke lagt skjul på, at årsagen til kapitaludvidelsen er, at man »ikke forventer at være i økonomisk ligevægt før ultimo perioden 2016-2019, hvorfor den fortsatte drift medfører behov for yderligere tilførsel af likviditet«, som der stod i forbindelse med offentliggørelsen af prospektet.
Af det samlede antal aktier er 75 pct. tegnet ved udnyttelse af tegningsretter (inklusive Jan Bech Andersen) samt ved afgivelse af ordre på resterende aktier, mens 25 pct. af det samlede antal aktier er tegnet af Jan Bech Andersen, Formue Nord A/S, Symmetry Holding ApS, JM INVEST 2016 ApS samt en privatperson i henhold til det bindende tilsagn om, på visse betingelser, at tegne aktier i forbindelse med udbuddet.
Det betyder i grove træk, at mindst 25 pct. af de eksisterende aktionærer i fodboldklubben ikke har ønsket at tegne nye aktier, og at der ikke har været tilstrækkeligt interesse udefra til at købe deres ret til at gøre det. I stedet kommer de aktionærer altså nu til at eje forholdsvist mindre af fodboldklubben.
På den anden side betyder den fortsatte opbakning fra 75 pct. af tegningsrettighedsholderne, som formentlig i vid udstrækning er lig med de eksisterende aktionærer - handlen med tegninsrettighederne har været ganske stille - at storaktionær Jan Bech Andersen og den øvrige gruppe af de garanter, der havde sikret klubben 100 mio. kr. på forhånd, altså langt fra skal fuldt ud i aktion.



