Alm. Brand/CEO: Vi ligger i en god position i et hårdere marked
Priskonkurrencen er blevet skærpet på markedet for både skadesforsikring, bank og pension, hvis du spørger Alm. Brands administrerende direktør, der mener, at selskabet ligger i en god position.
- Alle steder ser vi, at konkurrencen er skærpet en tand, og der bliver gået lidt hårdt til den hele vejen. Der er kommet mere fokus på prisen, siger han til Ritzau Finans og tilføjer:
- Vi ser også, at rentemarginalen på de gode kunder er under pres, og det er jo dem, vi alle gerne vil have. Det er klart der, der er et øget prispres.
Alm. Brand er også ramt af det øgede prispres, fortæller direktøren.
- Når præmieindtægten i skadesforsikringen falder med 1 pct., så skyldes det jo, at vi har sat priserne ned på vores bilforsikringer. Det er jo et udslag af konkurrencesituationen, forklarer han.
Men overordnet set mener Søren Boe Mortensen, at Alm. Brand har en god markedsposition og fremhæver blandt andet vækst i helkunder som en af selskabets forcer.
På alle forretningsben får vi flere kunder i øjeblikket, understreger han.

