Nordjysk børskomet runder 200 pct. i afkast i år
Siden august 2015 er den nordjyske it-virksomhed Asetek steget 464 pct. på børsen i Norge. Og der er mere på vej, hvis man spørger analytikerne.
Den nordjyske it-virksomhed Asetek er i gang med at udvikle sig til en af de største danske succeshistorier på børsen i nyere tid. Aktionærernes afkast i år rundet 200 pct., og siden august 2015 er kursen steget 477 pct. Og markedsværdien på den virksomhed, André Sloth Eriksen stiftede på hobbyplan i sin kælder tilbage i sluthalvfemserne, har for længst krydset milliardstregen.
Alene de seneste tre måneder er kursen hoppet 115 pct. En stigning, der bl.a. skyldes, at virksomheden fra Aalborg for nyligt præsterede et voksende overskud for femte kvartal i træk. Omsætningen blev i tredje kvartal øget med 40 pct. til knap 100 mio. kr.
Men selv om Asetek allerede er steget voldsomt på den norske børs, hvor selskabet blev noteret i 2013, kan der være mere at hente. Det vurderer de to finanshuse, som dækker selskabet med anbefalinger.
Både Carnegie og Arctic Securities ASA anbefaler sine investeringskunder at købe op i Asetek. Førstnævnte mener, at kursen skal op i 62 inden for et år, mens Arctic Securities har endnu større forventninger med et kursmål på 70. I dag handles Asetek-aktien i 56 norske kr., hvilket ifølge de to analytikere efterlader et afkastpotentiale på mellem 10,7 og 25 pct. det kommende år.
Asetek leverer væskekølesystemer til nogle af verdens største it-selskaber. Kunder som Fujitsu, Dell, Intel, diverse universiteter og National Nuclear Security Administration, der overvåger amerikanernes atombombearsenal. Virksomheden har flere end 80 medarbejdere ansat og kontorer i Aalborg, USA, Taiwan og Kina.
Tiden som børsnoteret selskab har ikke været én lang optur. Da selskabet havnede i en retssag om patenter, trak mange investorer sig væk. Asetek vandt, og siden er de kommet myldrende tilbage, og i dag har selskabet ramt sin højeste aktiekurs nogensinde.

