Fortsæt til indhold

Mærsk flytter olien væk fra ikonisk adresse

Siden 1979 har olieforretningen i A.P. Møller - Mærsk haft hovedsæde på Esplanaden. Men snart er det slut.

Investor

Den ikoniske adresse Esplanaden 50, tæt på Amalienborg i København, har siden 1979 fungeret som hovedkontor for A.P. Møller - Mærsk.

Men til oktober næste år bliver det flyttedag bag de kendetegnende blå ruder på Esplanaden 50. Således skal Mærsks olieforretning have hovedkontor et andet sted i København, i en kontorbygning bag Oslobåden. Udover olieforretningen skal en række administrative funktioner også flytte til den nye bygning halvanden km fra Esplanaden. Det skriver TV 2 Business.

Samtidig flytter andre dele af Mærsks nye energidivision også ud af Esplanaden. Det drejer sig om Maersk Drilling og Maersk Supply Service, der har fundet sig til rette i lokaler i Lyngby.

»Beslutningen skal ses i lyset af den nye strategiske retning og struktur,« siger Simon Mehl, pressechef i A.P. Møller - Mærsk, til TV 2 Business om bevæggrunden for at flytte dele af forretningen ud af Esplanaden.

I slutningen af september meddelte A.P. Møller-Mærsk, at koncernen bliver splittet op i en transport- og logistikdivision og en energidivision.Transport- og logistikselskab, som skal bygge videre på containerfragt, havnedrift, supply chain management og speditionsvirksomhed, får navnet Transport & Logistics. Den vil komme til at bestå af Maersk Line, APM Terminals, Damco, Svitzer og Maersk Container Industry, og de skal organiseres som én virksomhed, men med forskellige brands.

Energidivision vil bestå af Maersk Oil, Maersk Drilling, Maersk Suplly Service og Maersk Tankers. For de olierelaterede dele af A.P Møller-Mærsk, der har fået navnet Energi, mener bestyrelsen, at udviklingen i A.P. Møller-Mærsk vil kræve forskellige løsninger. Derfor skal Maersk Oil og andre olierelaterede forretningsenheder udskilles - enten individuelt eller kombineret i form af joint ventures, fusioner eller børsnotering.

Mandag skrev avisen Sunday Times, at Mærsk og Dong overvejer en fusion af deres olieforretninger. Ifølge avisens oplysninger har begge selskaber hyret rådgivere til at se på mulighederne i en potentiel oliefusion.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk