Fortsæt til indhold

Det svækkede britiske pund er "double trouble" for Novo

Investor
Ritzau Finans

Novo Nordisk er blevet ramt af det svækkede britiske pund. Det betyder, at virksomheden tjener mindre på sit salg i Storbritannien, men effekten er større end som så. Flere EU-lande bruger Storbritannien som referencepunkt i prissætningen af medicin, hvilket resulterer i et øget prispres.

Det skriver Wall Street Journal.

- Det er ikke udelukkende det, at vi får mindre for vores produkter i Storbritannien. Pundets lavere værdi kan have en negativ indvirkning på vores prissætning i andre markeder. Det er en udfordring, som vi endnu ikke har fundet en løsning på, siger Jesper Brandgaard, finansdirektør hos Novo Nordisk til Wall Street Journal.

Det britiske pund blev fra 22. juni svækket fra at koste 1,3 euro til at koste 1,16 euro i begyndelsen af juli. Valutaen handles stadig væsentligt lavere end før folkeafstemningen. Baseret på en gennemsnitlig årlig omsætning på omkring 3 mia. kr. i Storbritannien vil prisen for det faldende pund være omkring 200 mio. kr. Det britiske marked udgør cirka 3 pct. af Novo Nordisks globale salg.

Novo Nordisk kan ikke bare øge priserne for at kompensere for pundets svækkelse. Priserne er nemlig forhandlet mellem producenten og Storbritanniens sundhedsministerium, og de kan ikke hæves - kun i særlige tilfælde. Novo Nordisk vil dog først for alvor mærke effekten næste år, da virksomheden har sørget for at hedge. Derved har virksomheden udskudt virkningen af pundets svækkelse i et år. Dog har det faldende pund også nogle positive bivirkninger ifølge Jesper Brandgaard: "Storbritannien er blevet et billigere sted at bedrive forskning".

Artiklens emner
Novo Nordisk
Jesper Brandgaard