Fortsæt til indhold

Europæisk storbank dumper i sundhedstest

Den britiske centralbank, Bank of England, har gennemført sin årlige test af bankernes robusthed.

Investor

En af Europas største banker, Royal Bank of Scotland (RBS), blev den helt store taber i den årlige stresstest, som den britiske centralbank, Bank of England, netop har gennemført. Testen afslører, at finanskrisen stadig følger bankerne som en mørk skygge.

Det tvinger nu den statskontrollerede bank til præsentere en ny plan for, hvordan den vil rejse 2 mia. pund i ekstra kapital. Det svarer til, at RBS mangler 17,4 mia. kr. for at kunne klare centralbankens krav.

Det skriver internationale medier som Financial Times og Bloomberg.

Formålet med stresstesten er at vurdere, hvor sunde de britiske banker er. Det gør man bl.a. ved at måle bankernes evne til at modstå tab i forskellige økonomiske scenarier. Og her viste RBS sig svag. Andre store banker røbede ligeledes svaghedstegn. Barclays og Standard Chartered bestod heller ikke testen i det hårdeste scenarie, men de to banker har allerede lagt en plan for, hvordan de vil rejse yderligere kapital.

RBS blev hårdt ramt under finanskrisen og overlevede kun, fordi skatteyderne trådte til med en finansiel hjertestarter. RBS er den tredje største bank i Storbritannien, den 22. største på verdensplan, og derfor er viljen til at genoprette banken stor. Nu hænger den skotske bank på tunge sagsomkostninger, samtidig med at den kæmper med at komme til hægterne efter krisen.

Generelt var testen dog positiv, og de britiske banker viste som helhed stærkere balanceopgørelser og generelt højere kapitalniveauer.

Sammen med stresstesten offentliggjorde centralbanken også sin halvårlige rapport "Finansiel Stabilitet", og her advarede Bank of England bl.a. om »eksisterende sårbarheder« i det finansielle system, som kun er blevet værre efter den amerikanske valgkamp og briternes afstemning om EU-medlemsskabet.

»Valget i USA har forstærket de eksisterende sårbarheder. Efter valget har der været markante ændringer i globale aktivpriser,« hedder det i rapporten, skriver Financial Times.

Artiklens emner
Royal Bank of Scotland
Standard Chartered