Danske storbanker sår tvivl om historisk olieaftale
Olieanalytikere fra Nordea og Danske Bank tvivler på holdbarheden i ny Opec-aftale.
»Opec har leveret varen. I hvert fald på papiret.«
»Olieaftale er vigtigere for Opecs omdømme end for oliemarkedet.«
To ovenstående overskrifter stammer fra de analyser, der slap ud fra Nordea og Danske Banks olieanalytikere, kort efter at de 14 olienationer i Opec på et møde i Wien blev enige om at skære produktionen med 1,2 mio. tønder olie om dagen fra begyndelsen af det nye år.
En aftale, der siden i går morges har sendt prisen på en tønde olie op med over 10 pct.
Men bag overskrifterne gemmer sig en skepsis. For ja, papirerne er underskrevet, Opec-medlemmerne blev enige. Men kan vi stole på dem - og de på hinanden?
»Flere Opec-medlemmer har en historik med at snyde med deres produktionskvoter, og for at styrke medlemmernes forpligtelse har kartellet etableret et overvågningsudvalg til at overvåge implementeringen af aftalen. Vi er stadig ikke 100 pct. overbeviste om, at medlemmerne vil overholde aftalen,« skriver olieanalytiker Thina Margrethe Saltvedt i sin analyse.
Råvareanalytiker Jens Nærvig Pedersen fra Danske Bank luftede allerede sin tvivl over for Finans Investor, dengang Opec første gang fortalte om sine planer om at skære i olieproduktionen.
»Alle Opec-landene har ondt i de offentlige budgetter, fordi de primært finansierer deres offentlige sektor ved salg af olie. Så de har alle sammen incitament til ikke at overholde aftalen og satse på, at de andre gør, så de både vinder på pris og volumen,« sagde Jens Nærvig Pedersen i september.
Medlemmerne Libyen og Nigeria slipper for at skære i sin produktion. Den politiske uro i de to lande holder i forvejen produktionen nede. Men hvad skal der ske, den dag situationen løsner op?
»Hvis de får ro på politisk, vil de gerne løfte produktionen igen, og det vil de formentlig hævde, at de er i deres gode ret til at gøre. Det betyder, at andre må skære endnu mere i produktionen,« sagde Jens Nærvig Pedersen.


