Kriseramte luksuskameraer skal reddes: Præsident stopper, og flere end 200 fyres
Efter fire røde regnskaber i træk er det nu tid til en storstilet spareplan for GoPro.
Så gik den ikke længere for GoPro.
Efter fire kvartaler i træk med blodrøde regnskaber og et samlet underskud på to mia. kr. det seneste år, skal der nu spares penge i luksuskamera-virksomheden, oplyser GoPro i en fondsbørsmeddelelse onsdag.
Det betyder, at flere end 200 personer skal fyres, at GoPros præsident Anthony Bates stopper ved årsskiftet, og at hele virksomhedens underholdningsdivision lukkes ned. Samtidig bliver ingen af de nuværende ledige stillinger i GoPro genbesat, hvilket i alt får GoPros arbejdsstyrke til at falde med omkring 15 pct., når fyringsrunden er overstået.
Spareplanen forventes at koste GoPro op mod 33 mio. dollars, svarende til 232 mio. kr., i engangsomkostninger. Målet med spareplanen er at få driftsoverskud i 2017.
Nyheden om GoPros spareplan blev mødt positivt af investorerne, som kvitterede med at sende GoPro-aktien op med 1,5 pct. onsdag. 2016 har dog været et hårdt aktieår for GoPro, da aktien er faldet med 45 pct. for året.
Der var engang, hvor GoPro revolutionerede markedet for kameraer og var noget af det mest efterspurgte til julegave-ønskesedlen. Overskud afløste overskud kvartal efter kvartal.
Men nu er GoPro en skygge af tidligere tiders storhed og popularitet. Det blev illustreret, da GoPro for nylig offentliggjorde sit regnskab for tredje kvartal og kunne fremvise et underskud på næsten 700 mio. kr. for kvartalet. Samtidig kunne GoPro også fortælle, at omsætningen og antallet af solgte enheder var på tilbagetog.
GoPros topchef, Nick Woodman, forklarede ifølge Marketwatch, at GoPro har produktionsproblemer og derfor ikke kan levere det ønskede antal kameraer i fjerde kvartal, der traditionelt er kameraproducentens bedste tid grundet juleomsætningen og black friday, dagen efter thanksgiving.


