Flere forhold kan spolere Opecs store olieplan
24 nationer er blevet enige om at skære i olieproduktionen. Men flere ting kan komme i vejen.
Olieprisen er steget 27 pct. på én måned, efter at 24 lande både inden for og uden for oliekartellet Opec er blevet enige om at skære den daglige produktion med i alt 1,758 mio. tønder. Men en række forhold kan ødelægge planen, som Opec har orkestreret.
»Medlemslandene i Opec-kartellet har en historik med at snyde,« skriver Thina Margrethe Saltvedt, analytiker i Nordea, i en kommentar.
Og nationerne har et incitament til at snyde, har Danske Banks olieanalytiker tidligere påpeget over for Finans.
»Alle Opec-landene har ondt i de offentlige budgetter, fordi de primært finansierer deres offentlige sektor ved salg af olie. Så de har alle sammen incitament til ikke at overholde aftalen og satse på, at de andre gør, så de både vinder på pris og volumen,« sagde Jens Nærvig Pedersen.
Det samme fremhæver Per Hansen, investeringsøkonom i onlinebørsmægleren Nordnet, i sin kommentar til weekendens aftale, hvor landene uden for Opec skrev under på, at de vil nedbringe produktionen med 558.000 tønder olie dagligt.
Han peger desuden på en række andre punkter, som kan gøre det svært at leve op til aftalerne.
»USA's skifergasindustri sidder klar på sidelinjen og ved pumperne. De amerikanske producenter har i 2016 reduceret produktionen med mere end 500.000 tønder, og stigende oliepriser vil genstarte en række tidligere ikke-profitable olieboringer. Det var i høj grad USA's skifergaseventyr, som startede prisnedturen,« skriver Per Hansen.
Og det er ikke alt.
»Donald Trump har signaleret, at der skal investeres i olie- og gasindustrien, og at udbuddet skal forøges. På den ene side vil han gøre USA mindre afhængig af energiimport, og på den anden side vil han sikre amerikanerne adgang til billigere energi,« skriver han.
Samtidig sætter han spørgsmålstegn ved, om Rusland og Opec-medlemmerne virkelig vil leve op til deres udsagn, når den nye virkelighed indtræffer i januar.


