Kendt investor advarer om rentestigning
Hvis renten på 10-årige amerikanske statsobligationer når over 3 pct., vil det skade markedet.
Renten på 10-årige amerikanske statsobligationer er steget markant efter valget af Donald Trump som USA's næste præsident, og rentestigningen kan fortsætte næste år. Men hvis renten når over 3 pct., vil det skade markedet.
Sådan lyder det fra den kendte investor Jeffrey Gundlach, der er investeringsdirektør i kapitalforvalteren DoubleLine Capital. Det skriver det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg.
»Vi er nået til et punkt, hvor yderligere rentestigninger - og særligt til over 3 pct. - vil begynde at få konsekvenser for likviditeten i erhvervs- og junkobligationer. Yderligere vil en rente på 10-årige amerikanske statsobligationer over 3 pct. også påvirke aktiemarkedet og boligmarkedet,« sagde Jeffrey Gundlach ifølge Bloomberg under en onlinepræsentation af fonden Total Return Bond Fund.
Renten på 10-årige amerikanske statsobligationer er steget markant siden i sommer, og særligt valget af Donald Trump som USA's næste præsident har sparket renten i vejret. I sommer nåede renten ned i omegnen af 1,4 pct., men nu befinder den sig omkring 2,5 pct.
Det er især Donald Trumps bebudede skattelettelser og infrastrukturinvesteringer, som har sendt renten op. Donald Trumps politiske tiltag vil nemlig sætte mere gang i væksten og skabe mere inflation. Dette sætter pres på centralbanken, Federal Reserve (Fed), der ikke vil lade inflationen løbe løbsk, men samtidig ikke hæve renten så aggressivt, at det kvæler økonomien.
I aften danske tid bliver det såkaldte FOMC-møde afholdt i Fed, og det ventes, at centralbanken sætter renten op med 0,25 pct.point.


