Fortsæt til indhold

Først Rødby så Billund - næste stop for Lalandia bliver måske Sverige

Lalandia undersøger lige nu muligheden for at åbne et feriecenter i Sverige.

Investor

Det populære feriecenter Lalandia kan inden for en overskuelig tidshorisont krydse Øresund og dermed indtage Sverige. Lalandia undersøger nemlig muligheden for at etablere et ferie- og aktivitetscenter i vores broderland. Det oplyser Lalandia-ejeren Parken Sport & Entertainment i en fondsbørsmeddelelse.

»Lalandia A/S har i dag indgået en hensigtserklæring med Motala Kommune og Tillväxt Motala AB om at undersøge mulighederne for eventuelt at etablere et Lalandia ferie- og aktivitetscenter i Motala Kommune i Sverige. Yderligere meddelelse vil blive udsendt, når omstændighederne måtte kræve dette,« skriver Parken Sport & Entertainment i meddelelsen til fondsbørsen.

Motala Kommune ligger i Östergötland ved søen Vättern ca. 2,5 timers kørsel sydvest for Stockholm.

Parken-formand Bo Rygaard fortalte i august til Finans Investor, at selskabet arbejdede på et Lalandia 3 og et stort outlet-indkøbscenter, der skal placeres tæt på det Lalandia, som ligger i Billund.

»Lalandia er en fin forretning, og vi har investeret betragteligt i det forretningsområde, fordi vi mener, det er et vindende koncept. Så vi føler, at vi vil vinde endnu mere, hvis vi laver en tredje etablering af Lalandia. Men når vi har noget konkret at melde ud omkring et eventuelt tredje Lalandia, sker det naturligvis gennem en fondsbørsmeddelelse,« udtalte Bo Rygaard i august.

Artiklens emner
Bo Rygaard