Novo-pengetank udskriver stor check
Novo A/S, pengetanken bag bl.a. medicinalselskabet Novo Nordisk og enzymkoncernen Novozymes, køber stor aktiepost i selskab med speciale i laboratorieanalyser.
Pengentanken Novo A/S har haft den store tegnedreng op ad lommen.
Selskabet har nemlig udnyttet en option og købt mere end 10 pct. af virksomheden Synlab, der er specialiseret i udførelse af laboratorieanalyser. Prisen for den store aktiepost fremgår ikke, men selskabet har ifølge en meddelelse fra Novo A/S en omsætning på 1,6 mia. euro.
»Vi har fulgt den imponerende udvikling i Synlab nøje gennem hele 2016, og vi forventer, at Synlab vil fortsætte sin positive udvikling i fremtiden,« udtaler Michael Shalmi, chef for afdelingen Large Investments i Novo A/S, i en kommentar.
»Med udnyttelse af optionen udvider vi vores engagement i Synlab som en vigtig virksomhed i vores portefølje. Porteføljen opbygges gennem investeringer i markedsledende, overskudsgivende lifescience-virksomheder med et godt vækstpotentiale,« lyder det.
Novo A/S, der er kendt for at eje bl.a. Novo Nordisk A/S og Novozymes A/S, ejer store aktieposter i en lang række virksomheder, herunder bl.a. 25 pct. af ingredienskoncernen Chr. Hansen.
Novo A/S ejer også helt eller delvist selskaber som Sonion, der laver komponenter til høreapparatindustrien og biotekselskaber som Symphogen, Orexo, Inogen og Veloxis Pharmaceuticals A/S.
Synlab er globalt til stede i mere end 30 lande og beskæftiger omkring 13.000 medarbejdere i verden. Synlab havde i årets første ni måneder et driftsoverskud på lige over 130 mio. euro, mens bundlinjen blot viste et overskud på 4,8 mio. euro.



