Endnu et børsfarvel bekræftet: Ejendomsselskab afnoteres
Fondsbørsen bliver endnu et selskab fattigere, når Asgaard Group i næste uge afnoteres. Ejendomsselskabet har fået godkendt sin anmodning om et børsfarvel med virkning fra 13. januar.
/ritzau/FINANS
Sidste handelsdag for ejendomsselskabet Asgaard Group bliver torsdag den 12. januar.
Det sker, efter at storaktionæren Stensdal Group, der sad på mere end 93 pct. af selskabet, i december valgte at tvangsindløse de sidste mindretalsaktionærer i Asgaard Group.
I 2016 forlod ti selskaber fondsbørsen, mens tre nye kom til. I 2015 og 2014 var der fem afgange og fire nynoteringer, mens 2013 og 2012 bød på stormløb mod udgangsdøren: i alt 21 selskaber forlod Nasdaq OMX-børsen, og kun to nye kom til.
/Ritzau Finans


