Danske Bank efter ny ALK-opjustering: Nu handler det om selskabet største håb
I Danske Bank tager man opjusteringen fra ALK med ophøjet ro. Selskabet har været alt for konservativt, men det har også nærmest været umuligt for ALK at guide markedet korrekt.
Fire opjusteringer og en fortsat uvished om, hvorvidt succesen på rivalens bekostning fortsætter. Det er status for allergikoncernen ALK Abelló A/S, som har haft mere end almindeligt svært ved at finde ud af, hvor meget succes regnskabsåret 2016 egentlig ville byde på.
»Det er en lille opjustering, men hele året har også afspejlet, at det har været utrolig svært ved at guide. Set i bakspejlet har ALK guidet alt for konservativt, men det har også nærmest været mission impossible som følge af Stallergenes’ udfordringer,« siger Thomas Bowers, medicinalanalytiker i Danske Bank.
Det franske selskab måtte i en del af 2016 lukke sin produktion som følge af it-problemer. Det har ALK lukreret stort på, og dagens opjustering betød bl.a. endnu et løft til driftsresultatet (EBITDA), der nu forventes at lande på omkring 700 mio. kr. mod tidligere 650 mio. kr.
Opjusteringen er ifølge Danske Bank-analytikeren et signal om, at ALK formentlig fastholder markedsandelen for dråberne i højere grad, end hvad selskabet selv havde forventet.
»Meget af det marked, ALK har taget her, vil over årene blive udfaset, fordi man begynder at få evidensbaseret medicin på bordet. Det sagt, så hjælper det selvfølgelig at have en større del af markedet, når man skal skubbe de nye produkter ud over rampen,« siger Thomas Bowers.
Det store spørgsmål er nu, hvordan selskabets helt store håb, lægemidlet Acarizax til behandling af husstøvmideallergi, vil klare sig. Det er på markedet i Europa, mens man endnu venter på de amerikanske sundhedsmyndigheders, FDA, godkendelse i USA.
Noget af det vigtigste på kort sigt bliver, hvordan husstøvmidetabletten udvikler sig i Europa.Thomas Bowers, medicinalanalytiker i Danske Bank.
Netop Acarizax er noget af det, som man i Danske Bank holder særligt øje med.
»Noget af det vigtigste på kort sigt bliver, hvordan husstøvmidetabletten udvikler sig i Europa. Indtil videre har man fået en god start, men vi kigger selvfølgelig også på historikken og de generelle udfordringer i Europa, hvor nogle ting har taget længere tid, end markedet havde forventet,« siger Thomas Bowers.
ALK har tidligere haft store problemer med at indfri sine egne forventninger. I 2007 troede man, at græspollenmidlet Grazax ville komme på markedet, men et afgørende studie gik i vasken.
Siden lød forventningen på en godkendelse i 2010, men også her gik det galt. Først i 2014 kom midlet på markedet, og i særligt USA har det indtil videre været en stor, salgsmæssig skuffelse.
Håbet er, at Acarizax vil være det middel, som kan løfte selskabet til et nyt niveau.


