Disse aktiemarkeder har fået den værste begyndelse på 2017
Saudi-Arabien, Mexico og Tyrkiet er blandt de lande, hvor aktiemarkederne har fået den værste begyndelse på året.
Det danske aktiemarked har ikke kunnet genvinde førertrøjen på aktiemarkedet i år, men de danske investorer kan dog glæde sig over, at begyndelsen på 2017 ikke har været lige så slem som 2016.
Værre ser det dog ud for en række aktiemarkeder rundt om i verden. Flere ledende aktieindeks er faldet med mere end 4 pct. siden årsskiftet, og værst ser det ud i Tyrkiet.
Det viser en opgørelse, Finans har lavet på baggrund af data fra Bloomberg.
Ser man på de fem store indeks i verden, der har klaret sig dårligst, så indtager Tyrkiet de to dårligste placeringer. Det tyrkiske BIST 30 indeks er faldet med næsten 10 pct. siden årsskiftet, mens det bredere indeks BIST 100 er nede med knap 9,5 pct.
Dermed er der et stykke vej ned til den næste placering på listen. Den bliver indtaget af det afrikanske land Kenya, hvor det ledende Nairobi All Share-indeks er faldet med næsten 4,5 pct. siden nytår. Den næste placering sætter Saudi-Arabien sig på. Det ledende aktieindeks i det olierige land er nede med næsten 4,5 pct.
Zambias ledende aktieindeks har også haft en dårlig begyndelse på året. Det er nemlig faldet med 4,37 pct. siden årsskiftet. Hvis man piller det ene af de to aktieindeks fra Tyrkiet ud for at få aktieindeks fra fem forskellige lande, så er der også plads til Mexico i opgørelsen. Her er det ledende aktieindeks faldet med 4,29 pct.
Omregnet til danske kroner har de seks ledende aktieindeks udviklet sig således siden årsskiftet:
- BIST 30 (Tyrkiet): - 9,94 pct.
- BIST 100 (Tyrkiet): -9,43 pct.
- Kenya: - 5,96 pct.
- Saudi-Arabien: -4,47 pct.
- Zambia: -4,37 pct.
- Mexico: 4,29 pct.



