Jan Bech står til at tjene 12,6 mio. kr. på Brøndbys største handelsdag i to år
Brøndby-aktien har været i hopla, siden aktionærerne fik klarhed om Jan Bech Andersens købstilbud.
Der var usædvanligt godt gang i Brøndbys aktionærer onsdag.
4,28 mio. Brøndby-aktier røg over børsens disk, og omsætningen landede på 2,7 mio. kr. Den største handel med fodboldklubbens aktier i mere end to år. Ikke siden den 1. september 2014 er der ifølge Finans' optælling af Nasdaqs data blevet købt og solgt for så stort et beløb.
Samtidig bragede kursen op, og aktierne blev 14,5 pct. mere værd i løbet af dagen. På to dage er klubben blevet 24 pct. mere værd, og markedsværdien er nu oppe på 190 mio. kr.
Årsagen til den voldsomme stigning er formentlig den afklaring, investorerne fik tirsdag. I december havde storaktionæren Jan Bech Andersen fremsat et pligtmæssigt købstilbud på samtlige aktier i Brøndby IF, og mandag lå det klart, at Jan Bech Andersen fremover kommer til at eje 52,4 pct. af aktierne.
Siden købstilbuddet har den øvrige handel ligget usædvanligt stille, men det er der nu blevet lavet om på.
Den sidste portion på 36 mio. aktier, som Jan Bech Andersen vil købe, skal han betale 0,55 kr. for. Med de seneste to dages stigninger er de allerede blevet 4,3 mio. kr. værd. Og alle Jan Bech Andersens aktier steg tilsammen tirsdag og onsdag 17,8 mio. kr. i værdi (5,2 mio. kr. tirsdag, 12,6 mio. kr. onsdag), så rigmanden nu ejer aktier i klubben fra Vestegnen for 99,7 mio. kr. - hvis købstilbuddet da går endeligt igennem. Foreløbigt er det nemlig en ikke-bindende aftale.
De to dages stigninger kan dog ikke rette op på den store nedtur, som Brøndby har været igennem på børsen de senere år. Det seneste år er kursen nede med 24 pct., men siden 2013 er den banket i gulvet med 75 pct.



