Fortsæt til indhold

Verdens dyreste aktier får Mærsk til at ligne et knaldtilbud

Vil man være aktionær i den chilenske eller argentinske børs, må man have millionerne frem. Snart bliver de dog billigere.

Investor

Hvis du kun skal ønske dig én aktie i gave, og du selv må vælge, bør du se til Chile eller Argentina. Her finder man nemlig de to dyreste aktier i verden.

Der er dog så få af dem, at de kan blive svære at få fingrene i - og nået nær umulige at komme af med igen, for til prisen står køberne næppe i kø.

Der er tale om de to landes børser, der selv er børsnoterede. Bolsa de Comercio de Santiago fra Chile og Mercado de Valores de Buenos Aires fra Argentina. Vil du have en ejerandel, må du punge ud med henholdsvis 17,8 mio. kr. og 16,12 mio. kr. Til sammenligning koster den dyreste aktie i Danmark, A.P. Møller-Mærsk, 11.570 kr.

Der er samtidig langt ned til nummer tre på listen, Warren Buffetts Berkshire Hathaway, hvor en A-aktie koster 1,67 mio. kr. Men hvor Berkshire Hatahway kan bryste sig af en markedsværdi på 2.751 mia. kr. - det fjerde mest værdifulde selskab i verden - er de to børser henholdsvis 847 mio. kr. og 2,95 mia. kr. værd. Det siger lidt om, hvor få aktier der er på markedet. Den chilenske børs har 48 aktier, mens den argentinske har 183. Et selskab som Apple har ca. 5 mia. aktier i omløb.

De to børser står da også over for et aktiesplit, der vil resultere i, at ejerne af de 183 argentinske aktier vil få 250.000 aktier, for hver enkelt de ejer. Imens bliver hver af de 48 chilenske aktier til 1 mio. aktier, skriver Bloomberg. Det betyder, at en aktie i den argentinske børs kommer til at koste 64,5 kr., mens prisen pr. aktie i den chilenske børs kommer ned på knap 20 kr.

Der er kun få kendte navne på listen over de 10 dyreste aktier i verden, men et, de fleste kender, er den schweiziske chokoladeproducent Lindt & Sprüngli, i Danmark bedst kendt som Lindt. En aktie i chokoladeimperiet koster 454.000 kr.

Selskab / branche / land / pris pr. aktie / (markedsværdi) - kilde: Bloomberg

  1. Bolsa de Comercio de Santiago, børs, Chile, 17,84 mio. kr., (847 mio. kr.)
  2. Mercado de Valores de Buenos Aires, børs, Argentina, 16,12 mio. kr., (2,95 mia. kr.)
  3. Berkshire Hathaway A, investeringsselskab, USA, 1,67 mio. kr. (2.751 mia. kr.)
  4. Asamer Baustoffe, investeringselskab, Østrig, 1,16 mio. kr., (410 mio. kr.)
  5. AG Für Erstellung Billiger Wohnhäuser in Winterthur, ejendomsselskab, Schweiz, 679.000 kr., (815 mio. kr.)
  6. Chocoladefabriken Lindt & Sprüngle, chokoladeproduktion, Schweiz, 454.000 kr., (101 mia. kr.)
  7. Reishauer AG, slibeteknologi, Schweiz, 410.000 kr., (205 mia. kr.)
  8. Deportes Club Golf Santiago, sport og fritid, Chile, 213.000 kr., (637 mio. kr.)
  9. AEK Energie, eldistribution, Schweiz, 208.000 kr., (1,25 mia. kr.)
  10. Mechanics Bank, bank, USA, 199.000 kr., (3,8 mia. kr.)
Artiklens emner
Berkshire Hathaway