Goldman Sachs forlader Dong-bestyrelsen
Den amerikanske investeringsbank sælger ud af Dong-aktierne, og Goldman-direktør, Martin Hintze, forlader bestyrelsen.
Goldman Sachs' mand i Dongs bestyrelse, Martin Hintze, forlader bestyrelsen til generalforsamlingen 2. marts,
Det melder det danske selskab i en fondsbørsmeddelelse.
»Dong Energy er blevet underrettet om, at Martin Hintze, der er Managing Director i Goldman Sachs International og i dag medlem af Dong Energys bestyrelse, ikke agter at søge genvalg på Dong Energys næste ordinære generalforsamling, som p.t. er berammet til 2. marts 2017,« fremgår det af fondsbørsmeddelelsen.
Tyske Martin Hintze, som er en af de absolutte topfolk i den amerikanske investeringsbank, har som bestyrelsesmedlem i Dong haft ansvaret for investeringsbankens milliardinvestering i det danske selskab.
Den plads forlader han, når Goldman Sachs nu nedbringer sin aktiepost.
Det blev tidligere i dag oplyst, at Goldman Sachs vil halvere sin aktiepost i det danske energiselskab. Goldman Sachs, der via selskabet New Energy Investment S.à.r.l. ejer 7,9 pct. af Dong Energy, vil nedbringe sin aktiepost til 4,7 pct. Den aktiepost er, beregnet på Dongs slutkurs i dag torsdag, omtrent 5,8 mia. kr. værd.
Det oplyses ikke, hvem der indstilles til valg til bestyrelsen i Martin Hintzes sted.
Da Goldman Sachs købte Dong-aktierne i februar 2014, skete det til en stykpris på 107,25 kr. Dong-aktien lukkede torsdag i kurs 254,6. Dermed står Goldman Sachs til at høste en fortjeneste på aktiesalget på 3,3 mia. kr., hvis man tager afsæt i den øjeblikkelige aktiekurs.
I fondsbørsmeddelelsen fremgår det, at Goldman Sachs i forbindelse med aktiesalget er indstillet på at acceptere en timeout for nye salg af Dong-aktier på 90 dage. Herefter kan investeringsbanken igen sælge Dong-aktier.
Et salg af 22,7 mio. aktier vil efterlade Goldman Sachs med 33.244.742 Dong-aktier med en øjeblikkelig markedsværdi på knap 8,5 mia. kr.

