Skrækregnskab fra Mærsk: Taber milliarder
Både omsætning og overskud faldt for Danmarks største selskab i 2016.
2016 var et år, som man nok gerne hurtigt vil glemme i A.P. Møller - Mærsk. Der var tilbagegang over stort set hele linjen, og der er tale om ét af de værste regnskaber i selskabets historie.
Omsætningen styrtdykkede fra 40,3 mia. dollars i 2015 til 35,5 mia. dollars i 2016. Samtidig kom Danmarks største selskab ud af sidste år med et dundrende underskud på 1,9 mia. dollars. Det svarer til 13,2 mia. kr. med dagens valutakurs.
Det viser årsregnskabet, som netop er blevet offentliggjort. Det er kun anden gang i A.P. Møller - Mærsks historie, at selskabet kommer ud med et underskud. Første gang var i 2009, men denne gang er det langt værre. A.P Møller - Mærsk taber nemlig penge på flagskibet Mærsk Line samtidig med kæmpemæssige nedskrivninger i Maersk Drilling og Maersk Supply Service.
Mærsk Line gav et underskud på 376 mio. dollars i 2016 mod et overskud i 2015 på 1,3 mia. dollars. Nedskrivningerne i Mærsk Drilling og Maersk Supply Service endte på 2,7 mia. dollars.
Det underliggende resultat endte ganske vist på 711 mio. dollars, hvilket var på linje med selskabets guidance, men det var »klart utilfredsstillende«, lyder det fra selskabet.
»2016 var et finansielt vanskeligt år med modvind på alle vores markeder. Det var imidlertid også et år, hvor vi besluttede fundamentalt at ændre A.P. Møller - Mærsk for fremtiden. Vi har sat en ny kurs, som over de kommende år vil føre til et A.P. Møller - Mærsk, der er fokuseret på containershipping, logistik og havneforretninger med det mål igen at øge omsætningen,« udtaler adm. direktør Søren Skou i forbindelse med regnskabet.
I 2017 forventer A.P. Møller - Mærsk et underliggende resultat, der ligger over niveauet fra 2016.
»Først og fremmest drevet af en forbedring af det underliggende resultat med mere end 1 mia. dollars i Maersk Line sammenlignet med 2016,« udtaler Søren Skou.


