Fortsæt til indhold

Snapchat-ejer barberer milliarder af værdisætning

Investor
/ritzau/FINANS

Værdisætningen af Snap, der ejer Snapchat, har tidligere ligget i omegnen af 25 mia. dollar, men selskabets børsnotering ser nu i stedet ud til at resultere i et prisskilt på omtrent 18,5 mia. dollar, godt 125 mia. kr.

Det skriver Financial Times.

Ifølge dokumenter, som selskabet har indsendt til myndighederne, sigter selskabet mod en pris på 14-16 dollar per aktie, svarende til en pris på mellem 16,2 og 18,5 mia. dollar. Dertil kommer medarbejderaktier og optioner ved overallokering i forbindelse med børsnoteringen. Tidligere har selskabet sigtet mod en værdisætning på 20-25 mia. dollar.

Snap kan rejse omkring 3,2 mia. dollar ved børsnoteringen, der vil være den største børsnotering af et teknologiselskab i USA, siden Alibaba gik på børsen i 2014.

Børsnoteringen ventes desuden også at give investorerne en pejling på appetitten på såkaldte "tech-unicorns", en betegnelse der anvendes om privatejede selskaber med en værdi på mere end 1 mia. dollar, som i mange tilfælde endnu ikke har leveret et overskud.

En række investorer ser dog også udfordringer for Snap, især i form af konkurrence fra Instagram og lavere brugervækst.

Selskabet tabte 515 mio. dollar i 2016, hvor omkostningerne voksede kraftigt. Dertil kommer, at de nyudstedte aktier ikke ventes at have stemmerettigheder, hvilket vil betyde, at kontrollen med selskabet fortsat vil være på grundlæggernes hænder.

Artiklens emner
Snapchat