Fondsmægler: Hold et vågent øje med valgene i Europa
Der er grund til at være forsigtig i forhold til valgene rundt om i Europa i den kommende tid, lyder det fra kapitalforvalteren Investering & Tryghed.
Der er optimisme at spore på de finansielle markeder rundt om i verden. Økonomien viser tegn på fornyet styrke, og samtidig har Donald Trump en joker i baghånden i form af bebudede skattelettelser og infrastrukturinvesteringer, som kan sætte yderligere fut i væksten. Selv om alt altså på overfladen ser godt ud, maner man nu til forsigtighed hos fondsmægleren Investering & Tryghed, der forvalter 8,5 mia. kr.
»Vi synes, der er skyer i horisonten – ikke mindst på den politiske side i både Europa og USA. Samtidig synes vi også, at prissætningen på mange finansielle aktiver – især på aktiesiden og på erhvervsobligationer – ser anstrengt ud,« lyder det fra Henrik Arnfred, der har titel af senior advisor i Investering & Tryghed.
2017 er året, hvor flere vigtige valg finder sted rundt omkring i Europa. Holland og Frankrig skal til valg i løbet af foråret, mens det i Tyskland finder sted senere på året. I finansielle kredse frygter man for, at højrefløjene i nogle af disse lande får flertallet. De står nemlig for en kritisk EU-politik. Dermed kan et flertal til højrefløjen puste til usikkerheden om EU og euroen.
»Allerede nu er der diskussioner om, hvorvidt der kan komme et pres på euroen, og at valutaen måske i yderste konsekvens kan sprænges. Derfor vil vi råde til, at man som investor eller virksomhed reducerer sin euro-risiko, eller eventuelt sikrer sine fordringer med terminskontrakter,« siger Henrik Arnfred.
På trods af usikkerheden, der lurer under overfladen, er man i Investering & Tryghed behersket optimistisk i forhold til europæiske aktier.
»Vi anser amerikanske aktiver for at være for dyre nu, og vi satser derfor på investeringer i Europa og selvfølgelig fortsat på vores specialist niche i udvalgte aktier i Norden. Fremtiden i USA er simpelthen for usikker med mulige handelskrige og politisk usikkerhed,« lyder det fra Henrik Arnfred.


