MT Højgaard: Børsnotering inden 2019 er usandsynlig
Investorerne i holdingselskaberne bag MT Højgaard må kigge langt efter en samlet børsnotering af MT Højgaard. Det sker i hvert fald sandsynligvis ikke i løbet af de næste to år.
Et opgør med MT Højgaards snørklede ejerstruktur ligger flere år ud i fremtiden. Ifølge det seneste årsregnskab fra MT Højgaard er det ikke sandsynligt, at der kommer en selvstændig børsnotering af entreprenørkoncernen de næste to år.
I august opgav de to magtfulde fonde, der ejer store bidder af MT Højgaard gennem to børsnoterede holdingselskaber, til investorernes store skuffelse at nå til enighed om en fusion af holdingselskaberne - en fusion, der ville betyde, at MT Højgaard ville komme på børsen som en enhed. Som tingene ser ud nu, er der ifølge MT Højgaard ingen udsigt til, at fondene når til enighed på kort sigt.
»Vi har vurderet, baseret på den forståelse, som vi har af fondenes holdninger, at det ikke er sandsynligt, at MT Højgaard bliver børsnoteret inden foråret 2019,« siger Søren Bjerre-Nielsen, bestyrelsesformand i MT Højgaard og i Højgaard Holding A/S.
Højgaard Holding ejer MT Højgaard sammen med Monberg & Thorsen A/S.
Søren Bjerre-Nielsen håber, at børsnoteringen snart kommer på bordet igen:
»Jeg håber, at dialogen kan genoptages inden alt for længe. Det er bedst for selskabet at få ejerstrukturen enstrenget. Vi har de bedste ønsker om, at fondene når frem til enighed, men vi koncentrerer os nu i MT Højgaard om at drive virksomhed.«
MT Højgaards vurdering af, hvor sandsynlig børsnoteringen er, er kommet frem i forbindelse med et såkaldt warrantprogram, som er et aktietegningsretsprogram.
I 2016-regnskabet har MT Højgaard ændret den regnskabsmæssige behandling af warrantprogrammet, som blev igangsat i foråret 2014 for MT Højgaards fem koncerndirektører. Det sker, fordi MT Højgaard ikke længere antager, at man er i stand til at levere aktier ved effekt af warrantprogrammet, som løber frem til 2019, fordi MT Højgaard sandsynligvis ikke bliver børsnoteret.
En børsnotering inden foråret 2019 var nemlig en betingelse for programmet. Hvis MT Højgaard ikke bliver børsnoteret, skal warrantprogrammet, som fortsat kører, afregnes i kontanter og ikke i aktier. Derfor er warrantprogrammet blevet omklassificeret til at være et kontantbaseret program i stedet.
Hvis fondene bag MT Højgaard var nået til enighed, ville MT Højgaards knap så gode præstation i 2016 ifølge Søren Bjerre-Nielsen ikke have spændt ben for børsnoteringen:
»Som udgangspunkt var der ikke tale om, at der skulle hentes nye aktier på fondsbørsen. Derfor er det forhold, at vi har haft et dårligt år, ikke i sig selv udslagsgivende. Det er klart, at hvis vi skulle ud at hente penge, så ville det have haft en større betydning.«