Fortsæt til indhold

Berømt investor havde finger med i spillet, da rekordhandel blev afblæst

Amerikanske Kraft Heinz har trukket følehornene til sig i det, der kunne have være fødevareindustriens største opkøb nogensinde.

Kraft Heinz har opgivet at købe Unilever. Foto: Ap.
Investor

To dage. Så kort tid tog det for amerikanske Kraft Heinz at trække følehornene til sig. I sidste uge kom det frem, at Kraft Heinz var klar til at købe det britisk-hollandske selskab Unilever for hele 143 mia. dollars (998 mia. kr.), men Unilever ville ikke acceptere købstilbuddet, som nu er blevet droppet helt.

Kraft Heinz ville betale, hvad der svarer til 50 dollars pr. aktie i Unilever. Men fra Unilever lød det, at det var en »fundamental undervurdering« af selskabets værdi.

Årsagen til, at Kraft Heinz ikke har fulgt op på det indledende bud, skal angiveligt findes i ejerkredsen i Kraft Heinz. Her finder man nemlig Berkshire Hathaway, der styres af milliardæren og investorguruen Warren Buffett, samt investeringsselskabet 3G Capital. Tilsammen ejer de 50 pct. af Kraft Heinz.

Warren Buffett har længe været imod såkaldte fjendtlige overtagelser. Da Unilevers respons på købstilbuddet ikke just var positiv, vurderede man i Berkshire Hathaway og 3G Capital, at det ikke var muligt at købe Unilever på en ikke-fjendtlig måde. Derudover mente man i Berkshire Hathaway og 3G Capital, at en langvarig krig på ord ikke ville gavne Kraft Heinz og måske endda skade muligheden for at lave opkøb i fremtiden.

Det skriver det amerikanske medie Bloomberg.

Hvis købet var gået igennem, havde det været den største handel i fødevareindustrien nogensinde. Det ville have skabt et selskab med en omsætning på 84,8 mia. dollars, hvilket kun er overgået af Nestlé.

Artiklens emner
Unilever
Kraft Heinz Co.