Fortsæt til indhold

Efter vilde lønninger: Genmab gør klar til ny og lukrativ lønpakke

Biotekselskabet Genmab vil gerne kunne tilbyde endnu mere attraktive lønninger til kommende direktionsmedlemmer.

Investor

Det er ikke muligt at give høje nok lønninger til direktionen i Genmab på de nuværende vilkår. Det er i hvert fald rationalet hos det danske biotekselskab, der nu lægger op til at kunne give fyrstelige lønpakker til direktionsmedlemmer, fremgår det af selskabets indkaldelse til den årlige generalforsamling.

For det første skal det være muligt at tilbyde nye direktionsmedlemmer sign-on betaling, som man kender det fra bl.a. fodboldens verden. Her er det langt fra unormalt, at transferfrie spillere får en millioncheck i hånden. Noget lignende vil Genmab A/S nu have mulighed for.

Det nye initiativ favner dog endnu bredere, og internationale, særligt amerikansk baserede, medlemmer af direktionen vil i særlige tilfælde hvert år kunne tildeles enten restricted stock units og/eller warrants, svarende til en værdi på op til fire gange den årlige grundløn før eventuelle pensionsbidrag og bonusbetalinger i løbet af tildelingsåret.

»Værdien (på tildelingstidspunktet) af den årlige tildeling vil dog ikke kunne overstige kr. 25 millioner,« skriver Genmab.

En warrant er en tegningsret til køb af aktier. Får man warrants vil man opnå en gevinst, hvis aktiekursen på de nye aktier er højere end den aftalte tegningskurs. Det har i den grad været tilfældet. Restricted stock units er aktier, der kun bliver tildelt direktionsmedlemmerne, hvis de når deres individuelle målsætninger.

Udmeldingen kommer på et tidspunkt, hvor Genmabs lønninger generelt igen er i fokus i investormiljøet. Særligt de mange warrants, som Genmab-bestyrelsen tidligere fik har vakt stor opsigt.

»De beløb, som Genmabs bestyrelsesmedlemmer kan tjene på deres warrants, synes jeg, er opsigtsvækkende. Men med i det regnestykke hører, at aktiekursen er 50-doblet siden november 2011, og derfor vil enhver aktieaflønning ende i ekstraordinære beløb,« sagde Claus Berner Møller, underdirektør for danske aktier i ATP, for nylig i et interview med Finans.

Ifølge beregninger foretaget af Finans kan finansdirektør David Eatwell se frem til en gevinst på 591 mio. kr., hvis han kunne udnytte alle sine warrants i dag og derefter sælge alle aktierne umiddelbart efter. Adm. direktør Jan van de Winkel vill på samme måde kunne indkassere 444 mio. kr. I alt altså en gevinst på 1.035 mio. kr.

Artiklens emner
Genmab
Jan van de Winkel