Fortsæt til indhold

Historisk ordre giver nordjysk firma raketfart på børsen

Den nordjyske rumvirksomhed Gomspace har femdoblet sin aktiekurs siden børsdebuten i 2016.

Investor

Den nordjyske rumvirksomhed Gomspace fortsætter sit vilde ridt på børsen i Sverige. I dag er selskabets aktiekurs steget med knap 30 pct., efter at nordjyderne har fået sin bedste ordre nogensinde. En ordre, der kan løbe op i 409 mio. kr.

Gomspaces popularitet blandt aktionærerne er ikke ny. Siden selskabet blev børsnoteret i juni 2016, er aktiekursen blevet mere end femdoblet. Kursen åbnede den 16. juni i 8,3 svenske kr. I dag koster den knap 45 svenske kr. Alene den første måned steg kursen 100 pct.

Gomspace holder til i Aalborg, hvorfra man bygger små, billige sateliteer. Kæmpeordren kommer, som Finans kunne fortælle tidligt i morges, fra det britiske firma Sky and Space Ltd.

Direktør Niels Buus har tidligere fortalt Finans om det uopdyrkede marked, han ser i rumbranchen.

»Det er jo en hel ny branche, der er gået på børsen. Space er verdens næststørste ventureområde. Branchen er utrolig interessant, og der laves massive investeringer. Jeg tror, det er gået op for folk, hvad for et potentiale, branchen har. Ikke kun Gomspace. Måske er det ønsketænkning, men jeg mener faktisk, det er rigtigt,« sagde Niels Buus i juli 2016.

Gomspace er børsnoteret i Sverige under navnet GS Sweden. Selskabet har knap 80 medarbejdere og antallet vokser i høj fart - således var man 55 ansatte ved nytår.

Med dagens kursstigning har Gomspace rundet en markedsværdi på 1 mia. kr., og omregnet til danske er den nordjyske virksomhed nu 850 mio. kr. værd. Da selskabet gik på børsen, var Gomspace blot 158 mio. kr. værd.

Artiklens emner
GomSpace
Niels Buus