Fortsæt til indhold

Private aktionærer har forelsket sig i spilaktier

Danske investorer har handlet ind i to nordiske selskaber, der på det seneste er faldet på børsen.

Investor

Funcom og Betsson er begge spilaktier, men på helt forskellig vis. Til gengæld har de det tilfælles, at de private investorer kastede sig over dem i februar.

Således var Funcom, en norsk udvikler af spil til PC og konsoller, det udenlandske selskab, der fik flest nye danske aktionærer hos børsmægleren Nordnet i februar. 411 private købte sig ind i Funcom, der står bag adventure-spil som "Age of Conan", "The Secret World" og "The Longest Journey".

Men det er formentlig ikke førnævnte spil, der har vakt investorernes opmærksomhed, men nok snarere det faktum, at aktiekursen er mere end firdoblet fra juli til februar. En usædvanlige stigning, der bl.a. kom efter lanceringen af spillet Conan Exile, som blev solgt i 320.000 eksemplarer den første uge.

Men de privates timing kan være helt galt. For siden den 7. februar er hypen faldet, og det samme er kursen. Et dyk på 40 pct. Det er ikke første gang, at Funcom tager et stort dyk. Da den tidligere topchef blev involveret i en sag om ulovlige insiderhandler, styrtdykkede kursen på under et år fra over 20 norske kr. til under 2 norske kr.

»Spiludvikleren har i særdeleshed været en populær aktie blandt nordiske private investorer, og Danmark har ingen undtagelse været. Kursen steg eksplosivt i starten af året, men har efterfølgende taget et skarpt fald fra toppen, og der skal ingen tvivl være om, at dette må anses for at være meget høj risiko, og man kan tænke, at meget af omsætningen er af spekulativ karakter,« skriver Nordnets landechef i Danmark, Niklas Odenwall, på børsmæglerens blog.

Top fem over udenlandske aktier:

  1. Funcom, 411 nye ejere
  2. Fingerprint Cards, 373 nye ejere
  3. Betsson, 290 nye ejere
  4. Advanced Micro Devices, 183 nye ejere
  5. Beowulf Mining, 183 nye ejere

Kilde: Nordnet, der har knap 71.000 danske investorkunder.

Den anden spilaktie på listen er Betsson. Her drejer det sig altså ikke om konsolspil, men bl.a. spil på sportsbegivenheder, poker og online casino. Selskabet, der holder til på middelhavsøen Malta, men er børsnoteret i Sverige fik 290 nye private danske aktionærer i februar.

En af dem, der tror på Betsson, er Nordnets aktieekspert Thorleif Jackson. Han har selv købt 1.600 Betsson-aktier, som med værdien på knap 100.000 kr. udgør 8,7 pct. af hans portefølje.

»Jeg køber en svensk spilaktie, der ligner en branchevinder med høj overskudsgrad, høj soliditet og høj payout ratio,« skrev Thorleif Jackson, da han selv købte aktien den 21. februar.

Han beskriver Betsson som et selskab med godt udbytte, en bomstærk balance og en lavere prisfastsættelse end sine konkurrenter. Betsson er faldet 10 pct. i år og 34 pct. det seneste år.

Artiklens emner
Betsson
Funcom