Børsfuseren Nets har kurs mod nyt lavpunkt
Betalingsgiganten Nets, der blev børsnoteret sidste år, ligger til at lukke i det laveste kursniveau nogensinde.
Nets-aktien styrer direkte mod en rekord, og det er ikke en god én af slagsen. Aktien i betalingsgiganten er nemlig på vej mod den laveste lukkekurs nogensinde i selskabets korte liv på børsen.
Efter at være faldet de seneste fire handelsdage er aktien også nede i dagens handel. Kl. 13.45 lå aktien til at slutte dagen med et fald på 1,79 pct., hvilket svarer til en lukkekurs på 110,3 kr. pr. aktie. En overgang var aktien helt nede i kurs 109,7 kr. pr. aktie.
Den tidligere bund blev nået den 8. december sidste år, hvor aktiekursen lukkede i 111,6 kr. pr. aktie.
Med den nuværende kurs har aktien tabt næsten 10 pct. siden årsskiftet. Siden børsnoteringen i september sidste år, hvor udbudskursen var 150 kr., lyder tabet på 26,47 pct.
Per Hansen, der er investeringsøkonom i onlinebørsmægleren Nordnet, peger på, at de negative nyheder omkring betalingsgiganten har sat sine spor.
»Der har ikke været nogen negative nyheder ude om Nets i dag, så det er frygten for Mobilepay og angrebet i sidste uge, der stadig gør ondt. Det er meget nyhedsstrømmen, der bærer udviklingen. Derudover er det blevet moderne at slå på Nets, og der er mange, der har korte positioner i aktien,« siger han.
Begrebet korte positioner dækker over, at man satser på, at aktien vil falde i værdi. Det sker ved, at man låner en aktie for derefter at sælge den. Hvis aktiekursen falder i værdi, kan man købe den tilbage til en lavere kurs og derved indkassere en gevinst.

