Ackman strækker våben: Opgiver Valeant-satsning
Storinvestoren William A. Ackman må acceptere kæmpetab på prestigesatsning efter indædt kamp.
I sommeren 2015 lå kursen på aktien over 250 dollars. Da efteråret og problemerne ramte, måtte storinvestoren og hedgefondkongen William A. Ackman ud i maratontelekonference for at forsvare sin investering.
18 måneder senere koster aktien 12 dollars, og Bill Ackman har givet op. Aktien koster simpelthen mere af Ackmans tid nu, end den er værd, lyder forklaringen:
»Med sin nuværende markedsværdi repræsenterer Valeant-positionen mellem 1,5 og 3 pct. af de forskellige Pershing Square-fonde (Ackmans selskab, red.) Men investeringen kræver en disproportionel stor mængde tid og resourcer. Som et resultat deraf har vi valgt at sælge vores investering og realisere et stort skatteunderskud,« lyder det i en pressemeddelelse udsendt sent mandag dansk tid.
De nøgterne ord dækker dog både over markante følelser og temmelig mange penge; Ackman er noget nær en legende både som positiv og negativ investor, men efterhånden også kendt for nogle ganske markante fejlskud.
I forsvaret for Valeant, opkøber af medicinalvirksomheder for deres patentrettigheder, men også lastet til randen med gæld, kom Ackman i den grad på den positive side over for et marked fyldt med skeptikere.
Som pludselig primus motor både bag og foran scenerne i Valeant var han med til at skifte både topledelsen og stort set hele bestyrelsen ud, men aktien kunne han altså ikke få op igen.
New York Times vurderer at, satsningen fra Ackman - engang døbt "Baby Buffet" efter den legendariske investor Warren Buffett - har kostet investorerne ca. 4 mia. dollar, eller lidt mindre end 28 mia. danske kr.



