Fortsæt til indhold

Børsfuseren Nets har (igen) ramt nyt lavpunkt

Mandag faldt aktien i betalingsgiganten Nets ned under det tidligere lavpunkt, og i tirsdagens handel står aktien også til at falde.

Nets, med Bo Nilsson (i midten) i spidsen, har siden børsnoteringen sidste år været et flop for investorerne, og selskabet er blevet kritiseret for et for rundhåndet aktiebonusprogram og for at tilbageholde vigtig information i forbindelse med børsnoteringen. Men selskabet vurderes af analytikere at få den største fremgang i indtjeningen de næste to år. Foto: Jens Dresling
Investor

Nedturen fortsætter for børsfuseren Nets. Aktien nåede i mandagens handel en ny all time low efter et fald på 0,9 pct., som sendte aktien ned i kurs 109,3 kr. pr. aktie. Dermed er aktien faldet med mere end 27 pct., siden den i efteråret blev børsnoteret på Nasdaq København til en udbudskurs på 150 kr. pr. aktie.

Den tidligere bund blev nået den 7. marts, hvor aktien lukkede i kurs 110 kr. pr. aktie. Dagen efter steg aktien med 1,545 pct. til 111,7 kr. pr. aktie, men efterfølgende er det altså gået ned ad bakke igen.

Handelsdagen med stigningen på 1,545 pct. er da også lidt af en enlig svale. Ser man på de seneste 10 hele handelsdage, har de ni af dem nemlig budt på fald. Går man 20 hele handelsdage tilbage, har de 12 budt på fald, mens aktien er steget de resterende otte dage.

Tirsdagens handel ser ud til at blive endnu et lavpunkt for Nets-aktien. Aktien var kl. 10.30 nede med 0,640 pct., så den blev handlet til en kurs på 108,6 kr. pr. aktie.

Blandt de analytikere, som følger aktien, forventer man dog, at den kedelige stime bliver brudt i løbet af de kommende 12 måneder. Det gennemsnitlige kursmål blandt de analytikere, som en opdateret holdning til aktien, ligger på 131,73. I gennemsnit forventer analytikerne altså en stigning på 21 pct.

Kun tre af de 14 analytikere, som følger aktien, har dog et kursmål på aktien, der ligger over udbudskursen på 150 kr. Det drejer sig om den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley, den amerikanske storbank JP Morgan og Jyske Bank. Deres kursmål på 12 måneders sigt lyder på 166 kr. pr. aktie, 158 kr. pr. aktie og 154 kr. pr. aktie.

Artiklens emner
Børsnoteringer