Officielt: Mærsk køber Hamburg Süd
Efter tre måneders undersøgelser og venten på bestyrelsesgodkendelser har Mærsk nu papir på Hamburg Süd. Nu venter der blot et par bestyrelsesgodkendelser, som kommer i løbet af de kommende måneder.
Mærsk har nu endelig fået papir på Hamburg Süd. Selskabet meldte tirsdag aften, at købsaftalen nu er underskrevet.
1. december sidste år kom meldingen om, at Maersk Line havde indgået aftale med Oetker Group om køb af det tyske containerrederiet med det mundrette navn Hamburg Südamerikanische Dampfschiffahrts-Gesellschaft KG, men købet var betinget af endelig aftale og myndighedsgodkendelser.
I løbet af de kommende måneder giver bestyrelserne også det grønne lys, og Mærsk Line forventer fortsat, at købet gennemføres i slutningen af 2017.
»Købet af Hamburg Sud vil være vigtigt for APM Terminals,« har Maersk CEO Søren Skou tidligere forklaret.
Mærsk måtte kæmpe mod andre interesserede for at få lov til at skrive under med Hamburg Süd om at overtage det tyske rederi fra den berømte tyske erhvervsfamilie Oetker. Det har formentlig været med til at presse den endnu ukendte pris, der skal tælles i milliarder af dollars, i vejret.
Uden at sætte rederinavne på bekræfter Oetker-familien, at der var flere om buddet end Mærsk.
»Efter intense forhandlinger med adskillige interesserede parter er vi blevet enige med Maersk Line om en aftale,« lød det fra tyskerne, der forlader shipping efter mere end 80 år og nu må se sin omsætning være decimeret og mere end halveret efter salget.
Flere medier berettede dengang, at franske CMA CGM var med i opløbet, og forleden skrev Wall Street Journal, at tyske Hapag-Lloyd og kinesiske Cosco Container Lines også havde interesse.

