Fortsæt til indhold

Superinvestoren Bill Gross slutter fred med Pimco

Kapitalforvalteren Pimco og Bill Gros har indgået et forlig, som giver Bill Gross 500 mio. kr.

Investor

Der er nu blevet sat punktum for én af de mere opsigtsvækkende fejder i finansbranchen.

Den amerikanske kapitalforvalter Pimco, der hører til blandt sværvægterne på obligationsmarkedet, og grundlæggeren af Pimco, Bill Gross, har nemlig sluttet fred i form af et forlig.

Forliget betyder bl.a., at Pimco sender 81 mio. dollars eller 555 mio. kr. i retning af Bill Gross. Samtidig er parterne vendt 180 grader, så de efter to et halvt år med beskyldninger nu har rost hinanden til skyerne. Det skriver Financial Times.

Det lange slagsmål tog sin begyndelse i 2014, hvor Bill Gross forlod Pimco, som han var med til at grundlægge i 1971. Bill Gross havde forinden opnået status som én af de bedste obligationsinvestorer i verden, og han blev derfor også kaldt obligationskongen.

I tiden op til sit exit havde Bill Gross dog ikke leveret en god performance, og han mente selv, at han var blevet presset ud af Pimco. Pimco pegede dog på, at Bill Gross' opførsel i tiden op til hans exit var grund nok til at fyre ham.

Bill Gross forlod dog ikke Pimco uden kamp. Han indledte således en retssag mod Pimco, fordi han mente, at kapitalforvalteren skyldte ham mere end 200 mio. dollars.

Forliget betyder, at denne retssag nu er blevet stoppet. Og de 555 mio. kr. havner ifølge Financial Times i Bill Gross familiefond.

I forbindelse med forliget udtalte Dan Ivascyn, der overtog Bill Gross' job som investeringsdirektør i Pimco, følgende:

»Han (Bill Gross, red.) har et velfortjent ry som investor og en filantrop. Bill har haft en enorm indflydelse på Pimco og på karriererne for mange, der har arbejdet for Pimco. Han byggede denne virksomhed op fra bunden, og vi har stor respekt og beundring for hans talenter.«

Ud over de rosende ord har Pimcos velgørende organisation udnævnt Bill Gross til "direktør emeritus" og fremover vil der hvert eneste år blive uddelt en Bill Gross-pris i anerkendelse af Bill Gross' »lange dedikation til velgørende arbejde,« som Pimco udtrykker det.

Omvendt har Bill Gross i forbindelse med forliget udtalt, at Pimco er som en familie for ham, og at der som i alle andre familier nogle gange opstår uoverensstemmelser.

Artiklens emner
Pimco
Bill Gross