Fortsæt til indhold

Amerikansk medicinalkæmpe belønnes for stort overskud og opjustering

Det amerikanske medicinalselskab Bristol-Myers Squibb leverede pæne resultater i første kvartal, og som følge deraf løfter selskabet også sine forventninger til hele regnskabsåret.

Investor
/ritzau/FINANS

Bristol-Myers Squibb leverede et justeret overskud per aktie på 0,84 dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med et plus på 0,73 dollar per aktie.

Resultatet kom hjem på baggrund af en omsætning på 4,93 mia. dollar mod ventet 4,75 mia. dollar blandt analytikerne.

Forventningerne til hele 2017's indtjening per aktie løftes samtidig til 2,85-3,00 dollar fra den tidligere prognose om 2,70-2,90 dollar. Analytikerne ventede inden regnskabet en indtjening per aktie på 2,80 dollar for hele året.

Bristol-Myers-aktien stiger efter præsentationen med 2,3 pct. til 55 dollar.

Artiklens emner
Bristol-Myers Squibb